Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Derfor giver gearene problemer

SPØRGSMÅL & SVAR: Bøvl med gearkasser på vindmøller er meget udbredt. Fabrikanterne har i de senere år haft store problemer med for tidligt slidte gear og hoved­lejer.

Gearkasser er rigtig dyre at reparere, og regningen hænger leverandørerne på. Problemerne er vokset i takt med, at møllerne er kommet op i størrelser på 1,5 MW og derover. Hvilke producenter har brændt fingren?

I slutningen af 1990erne truede problemer med gearkasserne den danske vindmølleproducent NEG. Micon var truet på sin eksistens, og det kostede selskabet store summer. Vestas, der i 2004 fusionerede med NEG Micon, har også haft store problemer med gearkasser, bl.a. på havmølleparken Horns Rev I i Nordsøen, der ejes af DONG og Vattenfall.

Var det bl.a. årsag til, at Vestas en overgang trak sig ud af markedet for havmøller?

Ja. Fra begyndelsen af 2007 frem til sommeren 2008 trak  Vestas sig ud af markedet for havmøller, indtil de igen fik styr på tingene. Vestas har på det seneste fået ordrer på havmøller, men Siemens er den absolut førende producent.

Hvad er funktionen i en gearkasse?

Den konverterer rotorens lave hastighed til den meget højere hastighed, som er nødvendig for, at en almindelig generator kan producere el. Typisk geares op 100 gange fra cirka 15 omdrejninger i minuttet på selve rotorakslen til 1.500 omdrejninger i minuttet på generatorakslen.

Hvor tit skal gearkasserne på en traditionel vindmølle udskiftes?

Langt de fleste vindmøller har gear, som kører uden problemer i hele deres levetid. Men gearkassen er en følsom og dyr komponent, og der har været mange sager med store serieskader på grund af fejl i design eller materialer. Store vindmøller har derfor måttet have gearet udskiftet for at få rettet disse fejl.

Siemens introducerer en mølle uden gear. Hvad er fordelen ved den?

Ved at undvære gearkassen halverer Siemens antallet af bevægelige enkeltdele i vindmøllen. Uden gear kører generatoren med samme hastighed som rotoren. Det vil sige, at pålideligheden i vindmaskinen stiger.

Hvad betyder det for Siemens - og for kunderne?

Det vil gøre Siemens i stand til bedre at kunne forudsige vedligeholdelsesudgifterne på de opstillede møller, indtil møllerne efter en normal levetid på 20 år skal udskiftes. Siemens’ filosofi er, at møller uden gearkasser skal være mere driftsikre, billigere at vedligeholde, have højere effektivitet og dermed øge indtjeningen hos kunderne.

Hvad betyder det, at en stor industrikoncern som Siemens lancerer en mølle uden gear?

Det er et kraftigt signal fra et firma, der har været med på vindmarkedet fra begyndelsen. Desuden har Siemens gennem historien bevist, at de har stor erfaring med elektriske maskiner. Det var f.eks. Siemens’ stifter, der i 1800-tallet opfandt dynamoen, og siden har virksomheden udviklet bl.a. generatorer, eldrevne tog og sporvogne og bygget elektricitetsværker.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu