Et flertal af danskerne vil selv bestemme, hvornår de skal handle. Søndagsindkøb er kommet for at blive, og danskerne vil have lukkeloven helt væk. Stemningen i detailhandlen er blandet.
2. maj 2008, 05:00 – opdateret 15. maj 2012, 04:35
Danskerne er blevet vilde med at handle på søndage og helligdage. Nu ser to ud af tre danskere helst de sidste rester af lukkeloven forsvinde, viser en ny Gallup-undersøgelse.
»Det er virkelig et stort og flot flertal for en liberalisering. Undersøgelsen understreger, at lukkeloven er et forældet fænomen. Tiden er kommet til at lade forbrugerens købsmønstre afgøre, hvornår butikkerne skal holde åbent,« siger Bruno Christensen, direktør for analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt 949 danskere, viser også, at ni ud af ti danskerne ville handle på helligdage og søndage, hvis butikkerne havde åbent.
Dermed får politikerne et vink med en vognstang, når lukkeloven til næste år atter igen skal op til debat.
Andre holdninger
Danskernes holdning til lukkeloven har ændret sig markant. For ti år siden var det seks ud af ti danskere, der ønskede begrænsninger for, hvornår butikkerne havde åbent.
Men nu har danskerne fået smag for søndagsåbent.
»Der er i dag så mange søndage i spil, at forbrugeren har vænnet sig til det. Undersøgelsen er også udtryk for en irritation over, at de i dag ikke kan finde rundt i, hvornår der er åbent og hvornår der ikke er. 21 søndage er hverken det ene eller det andet,« siger Mogens Bjerre, lektor på Copenhagen Business School.
Lukkeloven giver i dag butikkerne mulighed for at holde åbent hver første søndag i måneden, plus seks andre løse søndage. Lukkeloven favoriserer dog de små, og det huer ikke danskerne.
Butikker med et salg på under 29,1 mio. kr. kan frit holde åbent på alle søn- og helligdage. Omkring seks ud af ti danskere mener, at lukkeloven bør være lige for alle butikkerne.
Blandet detailhandel
Mens danskerne har taget søndagsåbent til sig, er det langt fra tilfældet i detailhandlen.
Både De Samvirkende Købmænd, Coop og brancheforeningen Dansk Textil Union er imod en yderligere liberalisering af lukkeloven.
Det vil nemlig medføre butiksdød og affolkning på landet, påpeger Coop, der udover Irma og fakta også bl.a. driver LokalBrugsen og Dagli’Brugsen.
»Når først væggene står tomme og hvidkalkede, vil det også fremme landsbydøden. Butikkerne er jo ofte et socialt knudepunkt på landet,« siger Mogens Werge, underdirektør i Coop.
Sludder og vås, lyder modsvaret fra detailhandelsekspert Bruno Christensen.
»De butikker, der vil lukke som konsekvens af lukkeloven, vil dø alligevel. Vi har tværtimod set, at mange små butikker har set omsætningen vokse, når de har holdt åbent på nye tidspunkter,« siger Bruno Christensen.
Kundernes behov
Coops hovedkonkurrent Dansk Supermarked er derimod en fortaler for en afskaffelse af lukkeloven.
»Vi vil have mulighed for at imødekomme kundernes behov. Vi forstår ikke, hvorfor der skal være begrænsninger for nogle butikker og ikke for andre. Det bør være helt frivilligt, hvornår butikkerne har åbent,« siger direktør i Dansk Supemarked Henrik Kirketerp.
En undersøgelse foretaget af Dansk Textil Union viser, at omkring fire ud af fem af de små tøjbutikker er imod en liberalisering.
Det er især bekymringer om dårlige arbejdsforhold som slår igennem.
»Det vil gøre det endnu sværere at skaffe arbejdskraft, og mange af dem vil ganske enkelt ikke kunne bære en liberalisering,« siger Jens Birkeholm, direktør i Dansk Textil Union.





























































