Selv om den samlede julehandel langt fra bliver prangende i år, giver to ud af tre danske forældre i gennemsnit gaver for mere end 500 kr. pr. barn.
17. december 2009, 09:30
Trods økonomisk krise og skuffende forbrugstal behøver danske børn ikke at frygte smalhals og små julegaver. Ifølge en ny undersøgelse gennemført af Analyse Danmark for Rostra Research giver kun tre procent af danske forældre julegaver for mindre end 200 kr. pr. barn.
To ud af tre forældre giver i gennemsnit gaver for mere end 500 kroner pr. barn, mens en fjerdedel af forældrene i gennemsnit køber gaver for mere end 1000 kroner pr. barn.
Partner i Rostra Research, Christian Olesen, peger på, at julegaverne til den nærmeste familie er en central del af vores opfattelse af julen.
"Vi bruger derfor gerne penge på at undgå skuffede forventninger i familien og signalerer samtidig, at vi har styr på økonomien," siger Christian Olesen i en pressemeddelelse.
Selv om julegaverne til børnene bliver prioriteret højt, ser den den samlede julehandel dog ud til at lande på et lavere niveau end sidste år, hvor finanskrisen ellers hærgede. Berlingske Business kan i dag fortælle, at det samledejulesalg er skuffende i både bykernerne og i storcentrene, og erhvervsorganisationen Dansk Erhverv vurderer, at julehandlen blot lander på 7,5-7,8 mia. kr. mod 7,9 mia. kr. sidste år.
Ifølge den nye undersøgelse fra Analyse Danmark forventer 15 procent af danskerne at bruge færre penge på julegaver end sidste år, hvor julehandlen landede på det laveste niveau siden 2002. Omvendt forventer 12 procent at bruge flere penge på julen i år end sidste år.
Mens 15 procent skærer ned på julegaverne, er det kun knap 10 procent, der forventer at spare på julemaden. Den nye undersøgelse viser desuden, at seks ud af 10 danskere køber gaver til mere end syv personer i år.