Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk Supermarked opruster trods krisetegn

Med sin nye supermarkedskæde Føtex Food trodser supermarkedsgiganten Dansk Supermarked finanskrisen og forbrugernes afholdenhed og kalder til kamp mod konkurrenter som SuperBrugsen, Irma og SuperBest.

Dansk Supermarked fastholder sine planer om at introducere et nyt butikskoncept og åbne seks nye Føtex Food-butikker i år, på trods af krisetiderne. I forbindelse med at ejeren A.P. Møller – Mærsk forleden var regnskabsaktuel, stod det klart, at også detailgiganten var ramt af nedtur. Men Dansk Supermarked fastholder planerne om en oprustning.

Den 18. marts åbner man således en Føtex Food-butik i Aalborg og erklærer konkurrenterne krig på supermarkedsområdet.

»Vi har i forvejen nogle stærke kæder i Netto, Bilka og Føtex, men vi har gennem noget tid følt, at vi egentlig manglede et decideret supermarked. Butikker i mellemstørrelsen, der ligger på gode centrale byplaceringer og som tilbyder forbrugerne et bredt udvalg af de daglige varer, de har brug for til en rimelig pris,« fortæller Henrik Libak, der er kædedirektør for Føtex og også får ansvaret for de nye Føtex Food-butikker. Føtex Food-konceptet har været på tegnebrættet gennem nogle år, og Dansk Supermarked har fortsat så stor tiltro til det, at man regner med at finde plads i markedet til ikke mindre end 50 nye butikker.

Konceptet justeret
Men med finanskrisens ankomst og ikke mindst dens virkning på forbrugernes købelyst, blev det pludselig en noget anderledes opgave at skulle åbne en ny supermarkedskæde, medgiver Henrik Libak.

»Vi har justeret det samlede koncept i forhold til første gang, vi talte om det,« forklarer han og peger på, at man til at starte med havde tænkt det mere som et high-price-koncept.

Nu lyder konceptet på, at Føtex Food butikkerne bliver stort set som en Føtex, men Henrik Libak understreger, at indretningen er væsentligt anderledes, og at butikkerne får mindst 200 unikke varer. Og så er der det med størrelsen. Hvor en almindelig Føtex er på 3.500 kvm, bliver en Føtex Food på bare cirka 1.500 kvm. Det betyder samtidig, at de kunder der skal tiltrækkes, er dem, der i dag handler hos Coop-konkurrenterne Irma og SuperBrugsen samt hos SuperBest. Og selv om der er rigeligt med supermarkeder i dag, er det ikke nogen dum idé af Dansk Supermarked at kaste sig over markedet, siger Michael Skou, der er markedsdirektør i konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia.

»Der er altid plads til nogen, der gør det bedre end dem der er der. Så længe man kan komme med tilpas gode tilbud, skal det nok gå, og det bliver så udfordringen for Føtex Food,« siger Michael Skou.

Beundringsværdigt
Han bifalder samtidig Dansk Supermarked for at fastholde ekspansionsplanerne trods finanskrisen.

Timingen er måske ikke den allerbedste, men omvendt synes jeg, det er beundringsværdigt, at de holder fast og gør noget for at differentiere sig og skabe et alternativ til discount-butikkerne, der ellers har vundet stort på krisen. Hos Dansk Supermarked er Føtex-direktør Henrik Libak sikker på at det er en fornuftig beslutning at åbne en ny supermarkedskæde selv om forbrugerne i høj grad har trukket følehornene til sig og proppet merforbruget i lommen.

»Man opnår ikke noget ved at være fuldkommen defensiv. Det handler også om at turde handle og satse, og når vi etablerer Føtex Food nu, så er butikkerne der jo også, når vi får højere konjunkturer. Så er vi klar.«

 




Markedet lige nu