Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk luksusmarked klar til vækst

Danskerne har fået smagen for luksus tilbage. Sådan lyder meldingen fra flere danske luksusforhandlere. Group 88, der sælger dyre mærker som Gucci og Burberry til Norden, tager konsekvensen og udvider den danske forretning med fire nye luksusmærker.

Lysten til luksus er atter vakt hos danskerne, der ikke holder sig tilbage fra at købe dyre tasker og modetøj. Det får nu en af Nordens førende luksusforhandlere til at opruste i København. Det danske selskab Group 88, der sælger dyre varemærker som Gucci, Mulberry, Burberry og Bottega Veneta i Norden, udvider forretningen med en række nye mærker. Fra august vil gruppen sælge herre- og dametøj fra det italienske modehus D&G, en særlig tøjlinje fra britiske Burberry ved navn Burberry Brit samt Armani-tøj til kvinder i fire såkaldte shop-in-shops i stormagasinet Illum.

I alt 450 kvadratmeter luksusvarer på et tidspunkt, hvor forbrugertilliden endnu halter bagud, og de seneste nøgletal for detailsalget ikke gav noget at juble over. Men det afskrækker ikke Nordens største luksusgrossist, Sanne Møller, der er indehaver af og direktør for Group 88.

»Vi fornemmer, at vi med små skridt er ved at være ude af krisen. Vi ser en større optimisme blandt kunderne, både i butikkerne og i engros-leddet, og vi venter os et stigende salg både i efteråret og frem gennem næste forår. Det giver os troen på, at det er det rette tidspunkt at udvide nu,« siger hun.

Luksusvarer over disken

Hos Dansk Erhverv medgiver chefkonsulent Jens Brendstrup da også, at selv om detailsalget over en bred kam endnu hænger lidt i bremsen, synes det at gå udmærket med at få langet luksusvarerne over disken.

»Der er ingen tvivl om, at luksussegmentet har været hårdt presset gennem starten af krisen, men på et tidspunkt så vi, at forbrugerne simpelthen gjorde oprør og hoppede over i den anden grøft. De er stadig meget fokuserede på discount - og på det billige. Men de vil helt klart også gerne have noget i den dyre ende. Det er en måde at signalere: »Jeg er træt af krisen«,« siger han.

Cheføkonomen peger desuden på, at flere markedsundersøgelser har vist, at den lave rente og effekten af de økonomiske hjælpepakker har medført, at den enkelte forbruger reelt har et større rådighedsbeløb i dag end før krisen.

»Når hr. og fru Jensen stadig holder igen, er det rent psykologisk, og på et tidspunkt opstår et modtræk til sparetendensen, hvor man godt vil gå ud og bruge nogle flere penge på de mere luksuriøse varer.«

Tilbage hos Group 88 har man tydeligt mærket, at smagen for luksus synes genetableret i Danmark. Og hvor regnskabsåret 2008/2009 endte med et underskud på 2,3 millioner kroner efter skat, venter man sig derfor anderledes positive takter i år, forklarer Thomas Møller, der er meddirektør i Group 88 og søn af stifteren.

»Vi havde oprindeligt ventet et lille overskud for 2010, men her godt halvvejs gennem året kan vi med sikkerhed sige, at det bliver et solidt overskud. Det er gået rigtig godt for alle vores brands i år, og det tegner til, at vi får indhentet noget af sidste års tabte.«

Fire nye varemærker

Derfor er de fire nye varemærker i Group 88-porteføljen heller ikke nødvendigvis de sidste nye medlemmer af luksusfamilien,« fortæller Thomas Møller.

»Vi skal også vokse fremadrettet, og derfor ser vi sagtens plads til endnu flere brands i selskabet. Vi skal ikke være en stor virksomhed, men vi vil gerne være lidt større, end vi var, da vi gik ind i krisen, for derved at have flere heste at spille på. Vi synes, det er ærgerligt at skulle døje med underskud, fordi det går dårligt for et enkelt brand eller to, og derfor vil vi gerne have en lidt større risikospredning.«

Group 88 er ikke den eneste luksusforhandler herhjemme, der så småt begynder at se lys i horisonten. Mode- og pelshuset Birger Christensen melder også om et stigende salg i 2010 og venter således, at årets resultat vender tilbage til 2008-niveauet.

Lysten er tilbage

»De seneste fem måneder har vi ligget 25 procent over samme periode sidste år rent salgsmæssigt. Vi må selvfølgelig ikke glemme, at sidste år lå det også lavt, men vi kan fornemme, at trafikken i butikken er oppe, og lysten til at købe er vendt tilbage,« siger direktør Jens Birger Christensen.

 




Markedet lige nu