Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk detailpresset af indkøb i Sverige

Selv om den svenske krone er steget, valfarter danskerne stadig over sundet for at shoppe. Og det er dyrt for den danske detailhandel, advarer Dansk Erhverv, der efterlyser lavere afgifter.

Danskerne drager i stor stil over sundet for at shoppe. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som Capacent har foretaget for Dansk Erhverv, der for første gang sætter tal på, hvor mange der helt præcist lægger indkøbskronerne hinsidan.

Og undersøgelsen dokumenterer ifølge brancheorganisationen, at grænsehandlen til Sverige udgør et omfattende og stigende problem. Hver sjette dansker og knap 30 procent af sjællænderne køber ind i Sverige mindst en gang om året. Og hver femte svarer desuden, at de handler mere i Sverige i dag, end de gjorde for to år siden.

Dyrt for hovedstaden

»Det bekræfter den fornemmelse, vi har haft af, at grænsehandlen til Sverige de seneste par år er begyndt at fylde mere og mere,« siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Mette Feifer.

Og problemet er, lyder det fra brancheorganisationen, at når danskerne tager på indkøbstur i Sverige, sker det på bekostning af en tur på det lokale strøg.

»Når næsten 30 procent af indbyggerne i Region Hovedstaden mindst en gang om året tager turen over sundet, så er det altså noget, der betyder noget for den danske detailhandel og flytter noget omsætning væk,« siger Mette Feifer.

Lav svensk kronekurs

Grænsehandlen til Sverige har altid eksisteret, men er vokset markant siden Øresundsbroens indvielse.

De seneste par år har en lav kurs på den svenske krone desuden skubbet godt til danskernes smag for svenske varer. Kursen er dog steget lidt igen - til et niveau omkring 78 mod en gennemsnitlig kurs i juni sidste år på 68 - og dermed er gevinsten ved at købe ind i Sverige mindsket.

Men problemet er, lyder det fra Dansk Erhverv, at når først danskerne har fået smag for at tage på indkøbstur til broderlandet, er det svært at pille ud af dem igen.

»Det er det, man frygter i detailhandlen. At når man først bliver vant til og får gjort det til en oplevelse at tage på shoppingtur, så bliver det til et fast indkøbsmønster. Gør det det, vil grænsehandlen fastholde sin andel, også når omsætningen i Danmark begynder at gå op igen efter krisen, og kursen bliver mere udlignet,« siger Mette Feifer.

Dansk Erhverv har bestilt undersøgelsen i protest mod, at Skatteministeriet i sin årlige undersøgelse af grænsehandlens omfang ikke inddrager de indkøb, danskerne lægger i Sverige, men i stedet primært beskæftiger sig med handlen syd for grænsen.

»Vi synes, det er vigtigt at få et overblik over, hvor stort et omfang hele grænsehandlen har, når man skal fastlægge skatter og afgifter. Og hvad angår grænsehandlen generelt, så peger vi på, at det høje danske afgiftsniveau flytter omsætningen ud over Danmarks grænser og dermed foruden omsætningskroner også koster arbejdspladser,« siger Mette Feifer.

Ingen kommentarer

Hos Skatteministeriet har man ingen kommentarer til den nye undersøgelse. Man henviser i stedet til et afsnit i den eksisterende rapport om grænsehandlen, hvoraf det fremgår, at man ikke anser det for statistisk sikkert at opgøre grænsehandlen med andet end nydelsesmidler og motorbrændstoffer.

»Der arbejdes dog fortsat på at finde en metode til at opnå mindre usikre skøn over grænsehandel med andre varer, således at Skatteministeriet igen kan opnå et billede af den samlede grænsehandel i Danmark,« lyder det i rapporten.

Spørgeskemaundersøgelsen af danskernes indkøbsvaner i det svenske er foretaget af Capacent og baseret på internetinterview med 1.432 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover i april og maj i 2010.

 




Markedet lige nu