Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Coop vinder kampen om kunderne

Når det handler om omsætning vinder Coop kraftigt ind på ærkerivalen Dansk Supermarked, der har svært ved at holde på kunderne. Coop halter til gengæld fortsat bagud på indtjeningen.

Kampen om det danske dagligvaremarked blev skærpet betydeligt i 2008. Med finanskrisens entre blev danskerne pludselig mere prisbevidste og sværere at sælge til, hvilket har betydet kronede dage for discountbutikkerne og hårde tider for supermarkederne.

Og i første omgang lader det til, at Coop, der ellers har sakket gevaldigt efter ærkerivalen Dansk Supermarked i mange år, er kommet bedst ud af 2008. Dansk Supermarked, der står bag Netto, Bilka og Føtex, har fortsat den største omsætning, men væksten stagnerede mærkbart i 2008, mens Coop, der tæller kæderne Irma, Fakta, Kvickly, SuperBrugsen samt de selvstændige brugsforeninger, fortsatte fremgangen.

Discount driver vækst
Hos både Fakta og Coop er det discountkæderne i form af henholdsvis Netto og Fakta, der primært har drevet væksten. Hos Coop sakker Irma dog bagud, mens Dansk Supermarked har mærket forbrugernes tilbageholdenhed i både Føtex, og især Bilka, der er mærket af en opbremsning i salget af varige forbrugsgoder.

Coop lader også til at have succes med den omfattende investeringsplan, der blandt andet betød, at man i 2008 øgede sine investeringer fra et niveau på 900 millioner kroner i 2007 til 1,3 milliard kroner.

Altså ser billedet på det danske detailmarked i visse henseender ud til at være vendt til Coops fordel. Men på bundlinjen er og bliver det Dansk Supermarked, der vinder kampen.

Næsten naturlov
Coop oplyser ikke årets resultat, men sammenligner man driftsresultaterne i de to detailgiganter, er der milevidt til forskel.

Hvor Dansk Supermarked omsætter for 57,9 milliarder kroner og lander på et driftsresultat på 2,5 milliarder kroner, lykkes det kun for Coop at få en omsætning på 42 milliarder kroner realiseret til et driftsresultat på 722 millioner kroner.

”Det er næsten en naturlov, at Coop ikke kan omsætte deres tal til indtjening, og der er mange, der i tidens løb har spekuleret på hvorfor,” siger en kilde med indgående kendskab til detailbranchen der ønsker at være anonym og fortsætter: ”Kunne jeg sige, præcis hvad det er, Dansk Supermarked gør så meget bedre, var jeg formentlig ansat som mirakelmager i Coop.”

Hos Coop afviser konstitueret administrerende direktør Jesper Lien dog, at Coop på nogen måde halter agterud.

»Vi fokuserer 100 procent på vores egen virksomhed og måler os på, hvordan vi har klaret os i forhold til os selv de forgange år, og ser man på det, er vi gået markant frem og har leveret et super resultat,« siger Jesper Lien.

Han forklarer den manglende indtjening med at man istedet for at sætte omsætningen ned på bundlinjen i de forgange år har investeret massivt i moderniseringer og butiksåbninger.

»Vi investerer alt hvad vi tjener i at gøre butikkerne bedre. Det er vores primære fokus samtidig med at vi forsøger at levere bedre resultater.«

 




Markedet lige nu