På bare en måned er BPs udgifter til oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf steget med 11,6 milliarder kroner.
3. september 2010, 17:01
August var en dyr måned for det britiske olieselskab BP. Regningen for olieudslippet i Den Mexicanske Golf voksede med hele 33 procent fra 34,8 milliarder kroner til 46,4 milliarder kroner.
Det oplyser en talsmand fra BP til Financial Times.
Den samlede regning stopper imidlertid ikke her. BP har allerede forpligtet sig til at placere 116 milliarder kroner i en fond, som skal bruges til at dække de mange krav om erstatning, som ventes at komme fremover.
Alene siden den 23. august har 42.000 gjort krav gældende – de 5.000 har allerede fået penge, skriver Financial Times.
Olieselskabet har tidligere udbetalt 2,3 milliarder kroner i erstatning til 127.000 klagere.





























































