16. maj 2010, 06:00

Pegefingeren. Det var den, der strittede ud mod os og fortalte, at vi skulle ses i Biva. Der hvor man kunne købe lædersofaarrangementet, købmandsskænken og den bløde lænestol til parcelhuset.

Som hun stod der i sin røde trøje med den fynske dialekt, repræsenterede Millie Rafn alt det boligstylisterne og de hippe midt i opgangs-powerwalken forsagede. Discount. Den dårlige smag.

Resten af Danmark reagerede lige modsat. De tog Biva-konceptet og signatur-afskedsreplikken til sig, mens hun selv blev landskendt.

I dag er Millie Rafn 39 år, hjemmegående husmor og en hel del erfaringer rigere fra et salg til to kapitalfonde. Et salg, der mildest talt ikke gik efter planen. Et salg, der godt nok efterlod faderen og hende med et trecifret millionbeløb, men som set i bakspejlet ikke skete til den rigtige køber.

Et liv på arbejde

Der er kaffe på kanden og brunsviger på tallerkenen i hjemmet på hendes barndomsvej i Odense. Hun har egentlig halsbetændelse og burde være i sengen. Men som hun siger: »Jeg er altid oppe. Jeg kan ikke bare ligge.«

Den holdning er konsekvensen af et liv, der altid har budt på arbejde. Da hun var 11 år, hjalp hun med at kalke faderen Henry Jo-hansens første Biva-butik, der var et gammelt maskinværksted. Mest af alt fordi hun ville være tæt forældrene, der altid arbejdede. Da hun var 14 år, blev hun sælger i butik nummer tre. Som 28-årig købte hun 25 pct. af aktierne i Biva og kunne kalde sig for direktør i en møbelkæde, der havde gjort danskerne forvænte med selv at samle møbler direkte fra en papkasse. Og som 35-årig havde hun været igennem et hårdt og udfordrende frasalg.

»Virksomheden har altid været en del af mit liv, og vi talte altid om den ved middagsbordet. Mine to mindre søskende har måske nogle gange tænkt, at det kunne have været dejligt, hvis deres familie havde lavet noget andet. Men det lå helt naturligt for mig. Måske var det den der storesøsterting. At jeg blev inddraget fra starten.«

Fjollerier foran kameraet

Hun drømte om at være revisor. En dag trak familievirksomheden alligevel mere i hende, og hun kom i oplæring. Hvis nogen dengang havde fortalt hende, at hendes pegefinger på skærmen ville være afgørende for forretningen, ville hun have rystet på hovedet. Ideen til reklamen opstod aldrig. Den var bare det utilsigtede resultat af Millie Rafns egne fjollerier foran kameraet,

»Min far synes oprindeligt, at vi skulle prøve med en kendt person. Men vi kom frem til, at det ville blive for dyrt, for vedkommende skulle bruges rigtig mange gange. Så vi kunne jo bare prøve selv. De, der producerede den, sagde, at jeg ville ende med at blive kendt på det her. Jeg sagde til dem, at det var noget værre pjat. Mange af de ting, der kom med, skete, fordi vi fjollede rundt. Derfor kom pegefingeren og sætningen »Vi ses i Biva« med. Det var bare pjat. Da nogen så begyndte at gøre grin med det, fandt vi ud af, at folk rent faktisk lagde mærke til den reklame. Det var jo bare en lille møbelreklame, der var oppe imod alle de store,« siger hun.

Biva lånte aldrig penge for at ekspandere. Man væbnede sig i stedet med god gammeldags tålmodighed og ventede indtil pengene var der.

I takt med at Biva voksede, blev discount langsomt mere accepteret og en del af danskernes indkøbsvaner. I Odense lød planen på ekspansion til udlandet, og det var Millie Rafn, der skulle gennemføre det. Men så blev hun gravid.

»Jeg vidste, at det ville blive en hård opgave. Jeg prøvede at tage min søn med på arbejde i begyndelsen. Men det gik ikke. Vi blev derfor enige om at sælge. Nogle andre skulle have den opgave,« siger hun.

Hvordan var det at tage den beslutning?

»Det var meget, meget svært. Det var nok mere min far, der pressede på. Jeg udskød det. Jeg var jo enormt glad for at være der. Alt var til overvejelse, og det er jo hele ens liv, man tager op til revision. Det havde været mit liv de sidste mange år, og nu skulle man sige farvel. Og ville man det?«

Det havde aldrig været svært at være i Biva. Millie Rafn var godt klar over, at hun som datter af grundlæggeren aldrig ville blive hjerteveninder med kollegaerne. Men folk var flinke, og sammenholdet var stærkt. Problemerne opstod først den dag, hvor forretningen blev solgt til de to kapitalfonde Odin Equity Partners og Dania Capital for et trecifret millionbeløb.

Var det den rigtige køber set i bakspejlet?

»Nej, det var det nok ikke. Men det er meget svært at købe en familiedrevet virksomhed. Vi var ikke vant til at lægge budgetter. Vi var ikke vant til at have et rapporteringssystem. Vi tog tingene på en helt anden måde. Der var selvfølgelig opfølgning, men slet ikke på det niveau, som en professionel bestyrelse skal have det. Og kompetencerne sad jo meget tæt på min far og jeg. Vi havde mange medarbejdere, der havde været der i rigtig mange år. Det er også svært at komme efter.«

I 2006 da kapitalfondene blev hovedaktionærer i Biva, var den danske detailhandel i en tilstand, hvor enhver butikskæde i Danmark syntes at være til salg. Alle håbede på den store gevinst. To år efter gik Biva i betalingsstandsning, fordi man blandt andet ikke kunne betale den rentebærende gæld. Og medlemmerne i bestyrelsen var uenige om fremtiden.