6. december 2009, 06:20

Forestil dig en god middag på en Michelin-restaurant. Rundt om bordet sidder folk og læner sig tilbage i stolene, godt proppede efter det store måltid. Ind kommer tjeneren med regningen. Pludselig er der forvirring, for ingen vil lægge ud, og ingen vil betale for sidemanden. Hvem skal nu betale for hvad?

De europæiske gæster er mætte og ved godt, at de har stået for en stor del af regningen. Den amerikanske gæst har også taget godt for sig. Men han er faktisk stadig lidt sulten og synes i øvrigt også, nu hvor han ser regningen, at det er en lidt for dyr restaurant. Så er der de kinesiske og indiske gæster, der gik glip af forretten og gerne vil have lov til spise videre. For slet ikke at tale om de afrikanske gæster, der knap nok nåede desserten.

Velkommen til Restaurant COP15. I løbet af de næste 12 dage skal overtjener Connie Hedegaard og de andre forhandlere forsøge at finde en løsning på de klimaudfordringer, verden står overfor. Og i den proces er kampen om regningen helt central.
744.000.000.000 kr.

EU har regnet på tallene og er kommet frem til, at den samlede omkostning for at bremse klimaforandringerne bliver på cirka 744 mia. kroner. Årligt, vel at mærke. Heraf vil halvdelen blive lagt over på erhvervslivet. Det er altså en regning på 372 mia. kroner, de forskellige industrier lige nu går og er nervøse for at hænge på.

Mens tusinder af aktivister, delegerede, politikere, journalister og forretningsfolk er på vej mod København, tælles der på knapper for at få klimaregnskabet til at gå op. For nogle industrier er en ambitiøs klimaaftale et spørgsmål om fremtidens levebrød. For andre er det et spørgsmål om at slippe levende igennem aftalen. Der er store penge i klimaforandringer, og jo skrappere krav, jo større et marked. Det er kampen mellem de nye teknologier og de gamle. De virksomheder, der har moderne faciliteter, står bedre rustet end dem, der har ældre og mere svinende produktionsapparater.

Men under alle omstændigheder kommer det til at tage tid at fordele regningen. Selv de mest optimistiske eksperter tvivler på, at en færdig aftale kan komme i stand i løbet af de kommende ugers forhandlinger.

»Selve københavnermødet vil nok næppe lykkes med en endelig aftale, men det vil sende stærke signaler – især til USA og Kina. Der vil være flere uddybende forhandlinger i det kommende år, men det er ingen katastrofe. Det samme skete med Kyoto-
aftalen. Da kom det endelige indhold først på plads senere,« siger Folker Franz, der er seniorrådgiver i klimaspørgsmål for Business Europe – Dansk Industris europæiske storebror.
Alt tyder lige nu på, at forhandlerne går efter et globalt kvotesystem, der sætter en pris på udledningen af CO2. Sådan et har man allerede i EU, og det belaster de europæiske virksomheder, at resten af verden slipper for at betale for drivhusgasserne.

Producerer man for eksempel et ton cement, medfører det en udledning på cirka et ton CO2. Og når prisen på cement er i omegnen af 60 euro per ton, er det en stor ekstraomkostning at skulle betale 14 euro for CO2. Og det er endda billigt sluppet. På grund af finanskrisen er prisen på at udlede CO2 faldet. Sidste år kostede samme mængde 27 euro.

Selv om regningen bliver stor og vil lægge ekstra pres på virksomhederne, håber flere erhvervsledere på en aftale. Uvisheden om hvad der kommer, er nemlig endnu værre, fordi virksomhederne derfor ikke ved, hvordan de kan tillade sig at investere.
»Jeg håber meget, at man kan nå en politisk aftale om et »cap and trade«-system (et handelssystem for CO2-kvoter, red.). Og jeg kan ikke forestille mig, at det vil virke, hvis ikke det bliver globalt,« siger Steen Risgaard, adm. direktør  i Novozymes. Samme melding lød i sidste måned, da General Electrics topchef Jeff Immelt gæstede København:

»Klimatopmødet i København giver mulighed for at få skabt globale rammer, der kan skabe den sikkerhed, vi har brug for. De investeringer, der er nødvendige, vil være her lang tid efter, at vi er væk. Derfor har vi brug for at vide, hvad fremtiden bringer,« sagde han dengang.

Størstedelen af diskussionen rundt om forhandlingsbordet går på, hvor stor regningen skal være, og hvordan den skal fordeles. Men i Restaurant COP15 er der stadig et par gæster, der ryster på hovedet. De mener, at der er tale om en spis-hvad-du-kan buffet. Og de er langt fra mætte.
Det er ikke velset at være klimaskeptiker. Men for dem, der tvivler på de menneskeskabte forandringer, er regningen endnu sværere at sluge.

»Det værst mulige resultat i København vil være, at politikerne springer i fælden med begge ben først og følger de værste populistiske strømninger blindt. At man gennemfører store indgreb i menneskelig frihed og begrænsning af naturlig økonomisk vækst,« siger Lars Seier Christensen, adm. direktør, Saxo Bank.

Men lige meget om middagsgæsterne er mætte eller sultne, lader det til, at de må indstille sig på at gribe til lommerne. Hvis man vil stoppe udledningen af CO2, kommer det til at koste.
Tak for mad.