Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Årets hits på Roskilde: Kondomer

Kvickly slog som det første supermarked dørene op på Roskilde Festival, og satsningen har været en kæmpe succes.

Det kan godt være, at dette års festival ikke har været en økonomisk succes for Roskilde Festivalen selv. Men for andre har det været ganske indbringende.

Detailkæden Kvickly slog som de første nogensinde dørene op for et festival-supermarked, og butikken har været et hit hos festivalgæsterne.

”Det har været en kæmpe succes, og vi har fået solgt en hulens masse varer. Jeg tror, at det har overrasket dem, at de kunne købe varer til basispriser, for de er nok vant til at alt prismæssigt er skruet lidt op her på festivalen. Vi kunne også mærke, at vi fik mere travlt sidst på weekenden, da rygtet om os begyndte at sprede sig,” siger Max Skov Hansen, der er varehuschef for Kvickly Ekstra i Hyrdehøj, som stod bag det interimistiske festival-supermarked.

Butikken var bygget i seks 40-fods containere, og dermed ikke en af Kvicklys største, men omsætningen nåede alligevel op på niveau med det, der langes over disken i en ”normal” stor Kvickly, og det er altså ganske godt klaret, siger Max Skov Hansen.

Prævention var en sællert
Kvickly ønsker ikke at sætte tal på succesen, men fortæller gerne, at der blandt andet er solgt 2000 flasker solcreme, 8000 poser chips, 6000 styk batterier, 800 pakker rosiner og intet mindre end 1 ton havregryn.

Blandt de mere kuriøse detaljer i salget fra festivalens Kvickly er præventions-historien. Blandt butikkens mest solgte varer ligger kondomer på en top ti, og den absolut mest efterspurgte vare var også i den boldgade.

”De sidste par år har man delt kondomer gratis ud på festivalområdet, men det er man stoppet med nu, og det har da helt klart været medvirkende til vores salg. Den største forespørgsel vi overhovedet havde på produkter var faktisk fortrydelsespiller. Men dem skaffede vi altså ikke ind, jeg tror det var en ren moralsk beslutning fra min side, for jeg syntes det var bedre at opfordre til den mere præventive side i festivalgæsterne,” siger Max Skov Hansen.

Om festivalgæsterne også næste år vil kunne købe prævention såvel som friskbagt rugbrød i en Kvickly er endnu ikke afgjort.

”Nu skal vi holde evaluering, både med Kvickly-kæden og med festivalledelsen, og så finder vi ud af, hvad der skal ske næste år. Men det er da sikkert, at vi gerne vil igen.

Årets top fem over de mest solgte produkter i festival-Kvickly’en blev solcreme, frugt skåret i stykker, hjemmebagt rugbrød, makrel på dåse og mælk.

 




Markedet lige nu