Et nyt bæredygtighedsmærke for tøj skal gøre det lettere for forbrugerne at vælge blandt andet miljøvenlig beklædning og andre produkter, mener et flertal i Folketinget. De er blevet inspireret af tøjproducenten Katvig.

På hylderne hos børnetøjsproducenten Katvig ligger der regnbukser lavet af gamle plastikflasker fra Taiwan og hvide T-shirts af genbrugsbomuld. Alle produktionens skridt er bæredygtige fra bomulden bliver dyrket, til det færdige tøj sidder på den bløde barnehud. Men det koster både Katvig og forbrugerne dyrt at benytte det europæiske miljømærke »Blomsten« og andre miljø-certifikater.

»Vi oplever, at det er meget svært at være en bæredygtig virksomhed. Der mangler oplysning til forbrugerne, der mangler generelt viden, og vi skal hele tiden opretholde en bekostelig bevisbyrde for, at produkterne lever op til standarderne. Der er meget prestige i, at Danmark skal være en grøn vindernation, så det er et paradoks, at man ikke som bæredygtig virksomhed bliver hjulpet på vej i forhold til den målsætning, man hele tiden prøver at brande Danmark på,« siger Vigga Svensson, der er designer og direktør for Katvig.

Som eksempel ender en økologisk bomulds T-shirt mærket med »Blomsten« med at koste det dobbelte af en T-shirt i almindelig bomuld og uden blomstermærket. Det skyldes blandt andet diverse afgifter til licens for mærket samt betaling af en årlig procentsats af indtægterne.

Men det må ikke være så svært for danske virksomheder at starte eller omlægge deres produktion til at være bæredygtig. Det mener blandt andet de Radikale, der har lavet et beslutningsforslag om emnet.

»Vi skal sørge for, at en virksomhed kan få et statsanerkendt bæredygtighedsmærke, lige som landsbrugsvarer kan få anerkendelsen af Ø-mærket,« siger de Radikales formand Margrethe Vestager.

Hun vil også foreslå, at man stiller viden til rådighed for, hvordan virksomheder generelt kan blive bæredygtige. Efter alt at dømme er der allerede nu politisk flertal for at hjælpe virksomheder som Katvig bedre på vej. Også de Konservative mener, at tiden er inde til at tage et fælles europæisk initiativ, der lettere kan lede europæerne mod bøjlerne med bæredygtigt tøj.

»Det er helt centralt, at danskerne gerne vil købe miljøvenligt og klimavenligt, og den efterspørgsel skal vi selvfølgelig prøve at imødekomme. Det må være i EU-sammenhæng, hvor man arbejder hen mod en frivillig ordning. Der behov for internationale løsninger og ikke kun danske, men Danmark skal spille en rolle ved at presse nogle ting igennem,« siger miljøordfører Per Ørum Jørgensen (K).

Mærkning er en hovedopgave
Flere Socialdemokrater turnerer netop nu hos danske virksomheder for at finde ud af, hvordan der igen kommer gang i væksten.

»Jeg kan konstatere, at alt, der hedder forbrugerpolitik, er ikke-eksisterende under den her regering. Nu er det jo ikke mig, der nedsætter udvalg og ministerier, men jeg er ikke i tvivl om, at man er nødt til at have en stærk offentlig forbrugerinstans, som har mærkning af bæredygtighed som sin hovedopgave,« siger uddannelsesordfører Christine Antorini.

Tilbage hos Katvig er direktøren glad for at få ørenlyd.

»Folks øjne er her nu. Vi har klimakonferencen og alle andre chancer netop nu for fange befolkningens opmærksomhed. Men vi er bange for, at bæredygtighed bare fuser ud som et modefænomen, hvis der ikke kommer den nødvendige støtte fra politisk side,« siger Vigga Svensson.

Også SFs miljøordfører Steen Gade vil stille spørgsmål til miljøminister Troels Lund Poulsen om, hvad man kan gøre for bedre at sikre bæredygtige virksomheder.