Krise? Hvilken krise? Danske Lego har netop præsenteret deres bedste regnskab nogensinde. Se her, hvor mange milliarder klods-giganten tjente i 2009. (Opdateret)

Mens det ene hæderkronede danske selskab, A.P. Møller - Mærsk, i dag har præsenteret deres værste regnskab nogensinde, så er en anden storkoncern herhjemme netop kommet med deres bedste.

Lego har netop præsenteret tallene for 2009, og her er der to-cifrede vækstrater på nøgletallene:

  • Årets resultat før skat steg 55,9% til DKK 2.887 mio. mod DKK 1.852 mio. i 2008.
  • Årets resultat steg 63% til DKK 2.204 mio. mod DKK 1.352 mio. i 2008.
  • Koncernens egenkapital steg 59,3% fra DKK 2.066 mio. ved udgangen af 2008 til DKK 3.291 mio. ved udgangen af 2009.
  • Omsætningen steg 22,4% til DKK 11.661 mio. mod DKK 9.526 mio. i 2008.  

Det er det bedste år for det Billund-baserede legetøjsselskab nogensinde.

- Vores resultater i 2009 har været særdeles tilfredsstillende, siger Legos administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp i en pressemeddelelse.

Fremgang trods global nedgang
Legos succes sker i en tid, hvor det globale legetøjsmarked stagnerer, men på grund af en stærk fremgang på de engelsktalende markeder, i Europa og det meste af Asien har Lego formået at trodse den internationale tendens. 

I alt har de nu en global markedsandel på 4,8 %.

- Vi kan glæde os over en stærk, global vækst, som er drevet af de klassiske produktlinjer, og samtidig har vores nylancering inden for brætspil fået en virkelig god start. På baggrund af de gode resultater i 2009 og de første måneder af 2010 forventer vi ligeledes en pæn vækst i år, siger Lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp..