Del : SMS
Berlingske Business

Erhvervslivets top er lukket land for politikere

grg

Det bliver sværere og sværere for politikere at finde fodfæste med topjob i erhvervslivet. Det er to helt forskellige verdener, to helt forskellige kompetencer, der efterlyses. De jobløse Søren Gade og Anders Fogh Rasmussen skal derimod satse på lobbyistjob.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politik og erhvervsliv er ikke en særlig god kombination. Og et politisk topjob kan sjældent konverteres til et topjob i erhvervslivet. Det er to forskellige verdener. Særlige kompetencer i politik er ikke ensbetydende med særlige kompetencer i erhvervslivet – og givetvis også vice versa. Og det selv om det begge steder i høj grad handler om ledelse.

To af landets tidligere førende politikere, statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade, sidstnævnte pludselig forhenværende direktør i landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, er ledige på jobmarkedet i øjeblikket, og inden for det næste år kommer der som minimum mindst en yderligere eks-statsminister ud på jobmarkedet. Enten den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt eller den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Politiske kommentatorer er overbeviste om, at den, der taber valget, også vil tabe formandsposten i henholdsvis Socialdemokratiet eller Venstre. De to er i deres absolut bedste alder for et topjob i erhvervslivet, Thorning i 40erne og Lars Løkke netop fyldt 50 år.

Men glem det. Eks-politikere bliver ikke for alvor lukket ind i de helligste haller i erhvervslivet. Kompetencerne er forskellige, mistroen er for stor.

Erhvervslivet er ikke nødvendigvis helt lukket land for eks-politikere. Der kan blive plads hist og her, men det er forholdsvis langt nede i systemerne. Eks-politikere bliver ikke lukket ind i de magtfuldes klub, hverken på direktions- eller bestyrelsesniveau.

Sådan har det ikke altid været. Det mest markante skifte stod den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen for i 1990erne. Heinesen blev først højrehånd for Janni Spies som koncernchef i Spies-rejsekoncernen, siden direktør i BRFkredit, men hans egentlige gennembrud var som mangeårig formand i de to statsselskaber TDC og DSB. Ligesom Heinesen var også den konservative finansminister Henning Dyremose bredt anerkendt i begge fløje på Christiansborg. Da Dyremose tabte magtkampen i partiet til Hans Engell, blev Dyremose direktør for den mellemstore virksomhed Dalhoff Larsen & Horneman. Og senere rykkede Dyremose videre til TDC som koncernchef.

Palle Simonsen var konservativ finansminister før Dyremose og på samme måde som Dyremose meget bredt respekteret på begge politiske fløje. Nu afdøde Palle Simonsen blev direktør i pensionskassen ATP, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at den lidt røde ATP fik det blå stempel som et meget professionelt finanshus. Det er således i høj grad offentlige og halvoffentlige selskaber, der har trukket eks-politikere ind i topledelsen.

Og hvordan er det så i dag? Den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch er et særsyn. Ikke bare runder han snart 70 år, men han er fortsat meget aktiv på bestyrelsesfronten, dog ligesom sine forgængere i ministerierne typisk i offentlige selskaber. Koch er formand for statens Vækstfonden, formand i udviklingsselskabet i København, By & Havn, og næstformand i Sund & Bælt Holding, der forvalter Storbælts- og Øresundsforbindelsen og den kommende Femern Bælt. Man kan sige, at Koch blev »af-politiseret« med sit job i storfinansen som direktør i Danske Invest kort efter sin ministertid.

Tidligere udenrigsminister, venstremanden Uffe Ellemann-Jensen, sidder på nogle forholdsvis beskedne poster i finansverdenen, ligesom heller ikke tidligere statsminister Poul Schlüter fik tunge poster.

De konservative har så helt klart leveret flest til erhvervslivet. Den tidligere industriminister Anne Birgitte Lundholt var i nogle år direktør for Danske Slagterier, og kollegaen Nils Wilhjelm fik efter sin ministertid bestyrelsesposter i Mærsk-gruppen. Senest er den tidligere konservative borgmester på Frederiksberg, Mads Lebech, blevet direktør for pengekassen Industriens Fond.

Så med få undtagelser er eks-politikerne typisk gået ind i hel- eller halvoffentlige virksomheder, brancheorganisationer eller fonde.

Men det bliver sværere og sværere for eks-politikerne at kapre højprofilerede job i erhvervslivet. Det nuværende konservative trekløver, Lars Barfoed, Lene Espersen og Brian Mikkelsen, alle tre med en flerårig ministerkarriere bag sig, må forventes at have udspillet deres rolle som kandidat til formandsposten hos de konservative, og derfor er et godt gæt, at de alle tre seriøst er på udkig efter job uden for Christiansborg. Trods masser af politisk erfaring skal de dog næppe regne med topjob eller markante bestyrelsesposter. Search-firmaerne (head-hunterne) har ikke eks-politikere stående højt på ønskesedlen til markante job i erhvervslivet.

År tilbage tog Mærsk Mc-Kinney Møller folk fra kongehuset, diplomatiet og forsvaret ind i bestyrelsen. Det sker ikke i dag. I dag kommer man ikke ind i de store danske bestyrelseslokaler på navnet alene, der skal helt konkrete kompetencer med, som kan give virksomheden merværdi.

Men eks-politikerne behøver dog ikke helt miste modet. Nok er de eksklusive direktioner og bestyrelser i dag lukket land, men nye muligheder er dukket op. Som rådgivere. Således er den tidligere mangeårige ambassadør og chef for udenrigstjenesteen, Ulrik Federspiel, i dag tilknyttet virksomheden Haldor Topsøe som rådgiver og en slags cheflobbyist. Noget lignende kunne ligge til Anders Fogh Rasmussen.

Som en headhunter udtrykker det:

»Eks-politikere nok så højt på strå i det politiske hierarki står ikke højt på ønskelisten som hverken direktører eller bestyrelsesmedlemmer i erhvervslivet. Men derimod står de særdeles højt på ønskelisten som rådgivere og lobbyister, hvor erfaring fra de politiske kringelkroge eller et stort dansk og internationalt netværk giver mange points.«

Det er således udsigterne for den detroniserede Søren Gade. Tilbage til Christiansborg, enten som politiker eller lobbyist.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere