ATP er på vej til at blive medejer af en mine i Zimbabwe via ejerskabet af aktier i mineselskabet Anglo American. Det har udløst voldsomme protester fra landets oppositionsparti, der kalder investeringen for en direkte støtte til præsident Mugabe. ATP vil undersøge etableringen af minen.
27. juni 2008, 05:00
ATP er tæt på at blive medejer af en ny platinmine i Zimbabwe. Det sker trods internationale sanktioner mod præsident Mugabes styre og trods den fornyede uro i landet, som går til præsidentvalg i dag.
Det er den britiske virksomhed Anglo American, hvor ATP ejer aktier for 400 mio. kr., som er i gang med at etablere en platinminen. Investeringen er den hidtil største erhvervsinvestering i Zimbabwes historie og vækker postyr ilandet.
»Enhver virksomhed der gør forretninger i Zimbabwe er med til at holde regimet ved magten. De penge som Anglo American investerer er en livline for Zanu-PF (Mugabes parti red.) politikere og regeringen,« siger Roy Bennet, som er finansiel ansvarlig i Zimbabwes oppositionsparti, MDC, hvis leder, Morgan Tsvangirai, har trukket sig fra anden runde i præsidentvalget i protest mod chikane fra Mugabes parti.
Ikke opmærksomme
Med investeringen er alle danskere på arbejdsmarkedet på vej til at blive medinvestorer i minen i Zimbabwe. ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension, er lovpligtig, og alle på arbejdsmarkedet betaler ind til ordningen hver måned.
»Det er en helt ny sag, som vi ikke tidligere har været opmærksomme på. Vi vil nu diskutere sagen, få yderligere oplysninger fra vort screeningsbureau Eiris og dernæst tage stilling til, om der er brud på nogle af de internationale konventioner eller på vort eget regelssæt, og om vi skal reagere,« siger aktiechef Claus Wiinblad fra ATP.
Anglo American har tidligere været kritiseret for sit engagement i bl.a. krigsområder.
Hvorfor har ATP overhovedet aktier i et selskab som Anglo American?
Social ansvarlighed
»Vi er meget opmærksomme på etik og social ansvarlighed når vi investerer. Derfor har vi tidligere fået lavet en analyse af alle de minevirksomheder, hvor vi har investeringer. Konklusionen på undersøgelsen var, at Anglo American scorede højest målt på forskellige parametre for social ansvarlighed,« siger Claus Wiinblad.
Det er ingen overraskelse, at ATP holder fast i deres Anglo American-aktier. Den danske pensionskæmpe er generelt ganske defensive over for de virksomheder, som ATP har investeringer i, mener Steen Vallentin, der er lektor på Copenhagen Business School og ekspert i Corporate Social Responsibility.
»ATP har valgt at følge en politik, hvor de nøje følger de internationale konventioner. Det betyder, at de følger de politiske udmeldinger, men ikke selv går foran og fravælger virksomheder. Det skyldes formentlig, at ATP repræsenterer så mange og så forskellige mennesker, at de ikke ønsker at afvige fra de officielle politiske holdninger.
Investeringer i Myanmar
Det har man bl.a. set omkring investeringer i Myanmar og ejerskabet af aktier i virksomheder, der producerer atomvåben,« siger Steen Vallentin.
Det er langt fra første gang, at ATP er i søgelyset for at investere i virksomheder, der bevæger sig på kanten af de etiske og moralske grænser.
ATP har tidligere måtte sælge ud af aktiebesiddelser i bl.a. olieselskabet Total, fordi det franske selskab har store aktiviteter i Myanmar. Tidligere i år blev ATP udsat for hård kritik, fordi selskabet placerede pensionsmidler i virksomheder, som er med til at fremstille kernevåben. Historien førte til kritik fra flere bestyrelsesmedlemmer i ATP, men fik ikke selskabet til at droppe investeringerne.
Etisk lavpunkt
I Storbritannien, hvor Anglo American hører hjemme, har meddelelsen om, at selskabet står foran at gennemføre det, der kan blive den hidtil største virksomhedsinvestering i Zimbabwe, ført til stærke reaktioner.
»Robert Mugabe kan bruge dette som en slags støtte. Hvordan kan en virksomhed retfærdiggøre, at en investering af denne slags er etisk på netop dette tidspunkt,« siger det konservative parlamentsmedlem Peter Luff.
Også premierminister Gordon Brown har fokus på sagen. Han er skarp kritiker af præsident Mugabe, og oplysningerne om Anglo Americans investering i Zimbabwe kommer derfor på tværs af hans bestræbelser på at isolere Mugabe yderligere.
Anglo American meddelte onsdag, at selskabet nu genovervejer investeringen i Zimbabwe. Selskabet advarer imidlertid om, at bliver det tvunget til at trække sig ud, så overtager regeringen i Zimbabwe selv minen.
Minen har været undervejs i flere år, men er endnu ikke begyndt produktionen af platinium.





























































