Del : SMS
Berlingske Business

Verdens mægtigste mand

13BBMUSA-OBAMA-INAUGURATION.jpg
Udnævnelser: Præsident Barack Obama i gang med arbejdet. Foto: Jonathan Ernst

Det amerikanske præsidentembede er lige så magtfuldt, som præsidenten vil, og som Kongressen tillader. Præsident Obama giver her i sin anden embedsperiode indtryk af en vis handlingslammelse, fordi han ikke har kunnet bygge bro mellem sit eget demokratiske parti og det republikanske.

Artiklen fortsætter under annoncen

Præsident Barack Obama beskriver ofte sin første rigtige arbejdsdag den 22. januar 2009 som en af de travleste i sin præsidentperiode.

Af hans kalender fremgår det, at han allerede den dag benyttede sin mulighed for at udstede en præsidentiel ordre – nemlig at få lukket Guantanamo, som han havde lovet i valgkampen.

Derudover mødtes han med sine rådgivere, udstedte en række nye etiske retningslinjer for god regeringsskik. Han ringede rundt til aktørerne i Mellemøsten, og han satte en lang række ansatte i Det Hvide Hus ned i løn for at signalere, at regeringen var klar over, at de almindelige amerikanere måtte spænde livremmen ind efter den finanskrise, der havde ramt landet. Endelig nåede han også at tilrettelægge en lang række udnævnelser af de rådgivere, ministre og andet, han skulle bruge de kommende år.

»Bare en almindelig dag på kontoret«, som Obama sagde om sin første arbejdsdag.

Men den første beslutning, han traf, er også den, det er værd at lægge mærke til. For her godt fire år efter, at han for første gang satte sig i stolen i det ovale værelse er Guantanamo-basen stadig ikke lukket.

Trods valgløfter, trods det, man kalder for en præsidentiel ordre. For verdens mægtigste person har i et demokrati ikke uindskrænket magt. Den er delt mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. I USA er den også delt på den måde.

Men i modsætning til mange andre demokratier er der indbygget overlapninger mellem de forskellige instanser. Det giver nogle magtpolitiske gråzoner, som man alt efter behov kan udvide eller indskrænke afhængig af, hvem der er stærkest.

Enhver præsident bedømmes på, hvor gode de er til at gribe magten, uden at det kommer til alvorlige konfrontationer med Kongressen. Det er det, enhver præsident kæmper med, og det er det, vedkommende til syvende og sidst bedømmes på, når han engang er fortid.

Således også Barack Obama, som uden konkurrence er verdens mest magtfulde person i kraft af embedet. men som også hele tiden er nødt til at overveje, hvilken magt han har behov for at anvende.

Magten er ganske vist givet i den amerikanske forfatning. Men enhver præsident går til grænsen, og nogle vil mene over grænsen i et forsøg på at få gennemført den politik, præsidenten oprindeligt er blevet valgt på.

Kongressens flertal

Guantanamo var en hjertesag for Obama. Men det faktum, at basen ikke er lukket endnu, viser noget om magtdelingen, og hvorfor en præsident altid forsøger at definere sin egen magt i embedet.

Ganske vist beordrede han basen lukket – helt efter bogen. Men han tog ikke højde for, at Kongressens republikanske del benyttede sig af deres muligheder for at blokere for lukningen ved at forbyde præsidenten at bruge penge på at overføre fangerne til USA, hvor de kunne stilles for en domstol. Dermed var der sat en stopper for den beslutning, fordi verdens mægtigste mand var udelukket fra at finde andre muligheder, når pengene ikke var der.

Obama har indtil nu i lighed med en lang række af sine forgængere brugt sine præsidentielle beføjelser til at tvinge en lang række forordninger, regler og love igennem der, hvor det ikke er lykkedes for ham at få Kongressen til at makke ret.

Det er han ikke den eneste, der har gjort. Faktisk har han anvendt præsidentielle ordrer i store og små sager 145 gange gange alene i den første periode, han sad i Det Hvide Hus.

Til sammenligning benyttede hans forgænger George W. Bush sig af det i 291 tilfælde i de to perioder, han sad på verdens mest magtfulde post. For Obama er langt fra den eneste præsident, der har problemer med Kongressen i anden valgperiode. Det er sket for alle præsidenter, som ikke har haft kontrol med både Senatet og med Repræsentanternes Hus.

Handlingslammet

Men Obama er løbet ind i disse problemer langt tidligere end sine forgængere. Og det giver et indtryk af en handlingslammet præsident, fordi han ikke har været i stand til for alvor at bygge bro over forskellige uoverensstemmelser mellem sit eget demokratiske parti og det republikanske.

For en amerikansk præsident er dybt afhængig af et samarbejde med Kongressen, hvis han skal have de store visioner gennemført.

Forfatteren James Mann, som også underviser på Johns Hopkins universitet i international politik, skriver i sin bog »The Obamians«, at en præsident, der sidder i en periode, sætter sit aftryk på historien, men en præsident, der sidder to gange, kan stå fadder til en »epoke«. Intet mindre.

Og Obama er på vej ind i sin anden periode med problemer med en kongres, der er mere end uvillig til at lade den siddende præsident få sine mærkesager igennem.

Hans demokratiske parti har flertal i Senatet, men er i mindretal i Repræsentanternes Hus, og det giver præsidenten problemer og skaber de facto en total fastlåst situation. Intet slipper igennem en uvillig kongres. Ikke engang et budget.

USA har ikke haft et budget i flere år, og sjældent har den politiske kultur i Washing­ton været så meget på frysepunktet på så tidligt et tidspunkt i anden periode som nu.

Det svækker præsidentens magt på indenrigspolitikken, selv om han stadig på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske er verdens stærkeste person.

Så selv om en præsident er magtfuld, skal der meget mere til, før vedkommende er sikker på at kunne sikre et eftermæle, der rækker langt frem i tiden. Det kræver noget helt særligt også i forhold til at strække sin magt til det yderste og samtidig sikre sig støtte fra nogle politiske modstandere. Det sidste er foreløbig ikke lykkedes for Obama.

Derfor er situationen fastlåst

Ifølge den tidligere republikanske senator, Olympia Snowe, der selv tilhører den moderate del af det republikanske parti, er der mange grunde til, at situationen med Kongressen er fastlåst.

Hun bebrejder i sin bog »Fighting for Common Ground« ikke præsidenten for alene at bære ansvaret for denne situation. Hun retter også skylden mod sine egne partifæller og har faktisk forladt sine politiske poster, fordi det traditionelle samarbejde på tværs af partierne i Kongressen ikke findes mere.

Men hun sætter også næsten en dato for, hvornår det begyndte at gå galt mellem præsidenten og republikanerne. Det var under forhandlingerne om den økonomiske krisepakke i begyndelsen af 2009 og forhandlingerne om Obamas sygesikringsreform, som republikanerne meget tidligt erklærede krig. Men hun er heller ikke i tvivl om, at Obamas stab strategisk var for lidt indstillet på at finde de nødvendige kompromisser, som kunne have fået både krisepakker og sundhedsreformen igennem med en bred politisk accept.

»Men samtidig må man også konstatere, at vi i dag i Kongressen mangler en Tip O’Neill, en Newt Gingrich og en Ted Kennedy, som alle uanset politisk ståsted kunne få folk til at samarbejde og få selv de sværeste beslutninger gennemført med de nødvendige kompromisser, der skulle til. Obamas reformer og de politiske forhandlinger, der ledte op til det, var med til at fastlåse situationen og give Tea-Party bevægelsen den indflydelse, de har fået med de problemer, det har givet for nogle af de mere midtsøgende republikanere«, siger Olympia Snowe til Berlingske.

For til magten hører også evnen til samarbejde og til kompromisser, selv om præsidentembedet åbner mulighed for at tvinge meget igennem.

Lincoln tog magten

Historisk har der altid være en diskussion om magtfordelingen mellem præsidenten og Kongressen.

En af USAs store præsidenter, Abraham Lincoln, udfordrede grænserne flere gange både under og efter borgerkrigen i 1861-65. Da han tiltrådte som præsident i 1861 var præsidentembedet meget begrænset magtmæssigt. Men da han fire år senere blev myrdet, var grænserne for magten flyttet ganske betragteligt i lyset af borgerkrigen, hvor Lincoln tiltog sig mere og mere magt.

Da konføderationen affyrede de berømte skud mod Fort Sumter i april 1861, beordrede Lincoln indkaldelse af 75.000 soldater og en blokade af sydens havne – en manøvre, der ifølge Kongressen var ensbetydende med en krigserklæring, som kun de kunne beordre.

Det var Lincoln ligeglad med, og i løbet af borgerkrigen havde han udvidet præsidentens beføjelser ganske betydeligt.

De fleste præsidenter har siden testet denne magt, således at præsidentembedet et langt stykke hen ad vejen anses for at være mere magtfuldt, end den det oprindeligt var tænkt.

Krigserklæringer

Ifølge forfatningen er det kun Kongressen, der kan erklære krig, men det er i realiteten kun sket fem gange. Sidst var Anden Verdenskrig. Siden har det været skiftende præsidenter, der som øvestbefalende for de væbnede styrker har beordret soldater i krig, dog med en ofte efterfølgende resolution fra Kongressen i halen på beslutningerne.

George W. Bushs nærmeste rådgiver og vicepræsident, Dick Cheney, frarådede direkte Bush at tage Kongressen med på råd, da præsidenten ønskede at få fjernet Saddam Hussein i Irak. Det var en beslutning, der blev truffet af præsidenten fulgt af en resolution fra Kongressen to kamre.

Så amerikanerne har konstant en diskussion om præsidentens magt, og debatten kan ofte tage form af et regulært opgør mellem Kongressen og præsidentembedet. Som den diskussion, der åbnede sig fra republikansk side, da præsidenten beordrede drab på en amerikansk statsborger, Anwar al-Awlaki, i 2011.

Awlaki var placeret på en dødsliste, fordi han udgjorde en fare for USA, og netop det faktum, at præsidenten beordrede mordet uden om Kongressen har fået især republikanerne til at tage spørgsmålet om præsidentens magt op igen. Selvfølgelig også for at begrænse Obamas muligheder som præsident i den sidste del af hans periode.

Så paradoksalt nok har Obama verdens mest magtfulde embede. Men han har kun den magt, Kongressen giver ham. Og situationen lige nu er, at Obama lt i en lang række indenrigspolitiske sager reelt er handlingslammet, som tidligere præsidenter også har været det i anden periode. En afmagt midt i verdens mest magtfulde embede.

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere