Del : SMS
Berlingske Business

Kampen mod eliten fører ikke til rigdom

26BBMtvede-karl-marx.jpg
Overskrift
Elitens fald: Karl Marx forudsagde i 1800-tallet kapitalismens sammenbrud. Foto: Scanpix
Lars Tvede
Overskrift
»Hvis vi tænker på samfundsværdierne som en kage, der skal fordeles, ser vi et statisk samfund for os. Tænker vi det i stedet for som et bageri, vil vi se, at man på sigt får færre kager, hvis man plyndrer bageren, men flere, hvis man laver flere bagerier,« skriver Lars Tvede. Foto:

Det er hidtil gået skidt med at skille sig af med de rige og fordele deres rigdom, skriver finansmanden og forfatteren Lars Tvede.

Artiklen fortsætter under annoncen

Temaet i denne måneds udgave af Berlingske Business Magasin er Danmarks rigeste, og det kan få en til at tænke på, om markedsøkonomi ikke giver problematisk stigende ulighed, som der skal rettes op på?

Det mente i hvert fald Karl Marx, som i 1800-tallet forudsagde kapitalismens sammenbrud, fordi uligheden ville vokse. Arbejdere burde derfor gribe magten, sagde han, hvad mange så gjorde, hvorefter de slagtede den økonomiske elite.

»Vi er fattige, fordi de er rige,« lød parolen. Så nu skulle der omfordeles.

Inden eksperimenterne kollapsede i økonomisk ruin, lykkedes det Lenin, Stalin, Mao, Pol Pot og andre kommunister at myrde 94 millioner mennesker. Hitlers nationalsocialister lancerede så en variant af temaet, hvor de rige slyngler dog var jøderne, som de myrdede 6 millioner af og derefter fordelte deres penge. Så 100 millioner døde blev det til i alt.

26BBMPer-Enevoldsen6.jpg

Kampen imod eliten fortsatte. Af Baran og Sweezys bestseller »Monopoly Capital« fra 1966 fremgik det eksempelvis, at kapitalismen ville udvise en kontinuerlig koncentration af megaselskaber, som til sidst ville dominere alt. I øvrigt ville disses overskudskapital så blive investeret i våbenproduktion, hvorved verden ville blive de facto styret af det »militærindustrielle kompleks«. Nu skulle derfor storkapitalen, monopolkapitalisme og senere globalisering bekæmpes, hvilket terrorgrupper som Baader-Meinhof, De Røde Brigader og Blekingegade-banden ivrigt tog fat på. Ned med eliten! Imidlertid blev både militærbudgetterne og gennemsnitsstørrelsen på vestlige virksomheder stadig mindre. I USA faldt sidstnævnte eksempelvis fra 25 til 10 personer på blot 25 år, hvorfor sagen gik lidt i sig selv igen.

Men ikke helt. Baran og Seezys intellektuelle arvtagere har nu modificeret modellerne til monopol-finanskapital, hvorfor verdens ca. 30.000 monopolbanker nu må dukke hovedet.

Kampen imod eliten har også berørt udviklingslande som Uganda, hvor fjendebilledet var indere, som udgjorde ca. en procent af befolkningen, men kontrollerede 20 procent af økonomien. Indernes besiddelser blev i 1972 konfiskeret og omfordelt, hvorefter de blev smidt ud af landet. Efter at økonomien derefter kollapsede, inviterede man dem tilbage, hvilket få dog tog imod. I 1998 gik det løs i Indonesien, hvor tusindvis fra den kinesiske overklasse blev plyndret, voldtaget og myrdet af misundelige lokale.

Musk_Business

I Zimbabwe var den ene procent hvide problemet, hvorfor man fra 1992 begyndte at konfiskere og omfordele de hvides ejendomme. Derefter kollapsede økonomien, så arbejdsløsheden steg til 80 procent og inflationen til 489.000.000.000 procent, imens levestandard og gennemsnitslevealder næsten blev halveret. Venezuela er nu begyndt at famle sig ud ad samme vej med 60 procents inflation og en lurende statsbankerot.

Der er selvfølgelig også mere moderate metoder til at få omfordelt de riges penge. I England hævede man i 1974 marginalskatten til 83 procent for lønindtægter og 98 procent for kapitalindkomster. Dårlig ide: To år senere måtte landet søge akut nødhjælp fra Den Internationale Valutafond. I Frankrig har man hævet marginalskatten til 75 procent, hvorefter landet har fået kronisk recession og gældsætning.

Apropos Frankrig. I 2013 udgav franskmanden Thomas Piketty bogen »Capital in the Twenty-First Century«, som selv om den handlede om statistik blev en global bestseller. Hvorfor? Fordi der stod, at de rigeste en procent ville blive stadigt rigere, hvorfor de burde begraves i skatter. Argumentet var simpelt: Afkastet på kapital var større end den økonomiske vækst, så logisk set måtte de rigeste vel automatisk blive rigere. Selv har jeg lidt svært ved at se logikken, for folk har transaktionsomkostninger, privatforbrug og skatter, men lad nu det være. Jeg kommer til, hvor god hans analyse (ikke) var om lidt. Forinden skal vi se på, hvem de rige egentlig er.

02BUSLars-Larsen-Jacob-Lars.jpg

De rige

Den rigeste en procent af den danske befolkning kan typisk være erhvervsfolk. Eksempelvis Lasse Læsebog eller Flittiglise fra skolen, som altid fik topkarakter og kom videre på universitet eller handelshøjskole med flidsmedaljer og topkarakterer. Derefter den lange vej op igennem hierarkiet i store koncerner med primær bopæl i flyvere og på hoteller rundt om i verden i 20-30 år. Derefter bonusordninger og/eller aktieoptioner, og så…bingo…stenrig! Eller det kan være iværksætteren, som fik en genial ide, arbejdede 12-14 timer dagligt syv dage om ugen, ingen ferier, måske en del held og så igen…bingo!

Sværere er det ikke, og lidt længere nede ad skalaen, men stadig blandt de en procent rigeste, har vi måske overlægen, som arbejder 60 timer om ugen, eller sportsstjernen, rockstjernen og så videre, der har gidet øve sig de berømte 10.000 timer i fritiden. Der er selvsagt også en masse erhvervsledere og selvstændige iværksættere af stræbertypen samt selvfølgelig også børn, der har arvet fra nogle af de ovennævnte.

Skal vi tage de fattigste med, så er det ca. en tredjedel studerende, en tredjedel selvstændige erhvervsdrivende i midlertidige vanskeligheder samt en tredjedel med permanente problemer.

Men det er ikke en gruppe, for pudsigt nok oplever forbavsende mange, inklusive undertegnede, at være både fattige og rige i deres liv. Eksempelvis oplever 12 procent af amerikanerne faktisk mindst én gang at være blandt de en procent rigeste, hvad der egentlig er vildt. Næsten endnu vildere er, at 39 procent prøver at være blandt de fem procent rigeste og hele 73 procent blandt de 20 procent rigeste. Samtidig har 54 procent imidlertid også været blandt de fattigste.

Folk galopperer altså ofte op og ned ad skalaen gennem deres liv, og der er specielt gang i svingdøren i den absolutte top.

Et eksempel: En analyse af de 400 rigeste amerikanere mellem 1992 og 2008 rummede i alt hele 3.672 navne, fordi tre fjerdedele kun optrådte på listen i et enkelt år. Det er egentlig ikke ret længe, og kun fire personer havde været på listen i alle 16 år. I Danmark har CEPOS opgjort, at 70 procent af dem, der oplever at være blandt de rigeste en procent, kun er det i maksimalt seks år.

En stigende del af Danmarks og verdens rigeste er iværksættere, men dette er en volatil beskæftigelse, kan jeg sige af personlig erfaring, hvorfor de oftest ryger hurtigt ind og ud af listerne. Ser vi i stedet på de professionelle topledere, betaler virksomhederne i dag mere for superstjernerne end før. Men fyresedlen kommer også meget hurtigere i dag end før, når man ikke præsterer. Så når man siger, at der er koldt på toppen, er det måske, fordi der er voldsom gennemtræk.

pix-1 Familien Kirk Kristiansen

Pikettys tal

Tilbage til Piketty, Han sagde ikke, at den globale ulighed er stigende, som mange måske tror. Den er nemlig faldende, fordi kinesere og andre indhenter os, og faldet er specielt stort, hvis man korrigerer for, at der er flere børn i de fattigste lande. Nej, Piketty undersøgte kun uligheden i USA, Storbritannien, Frankrig og Sverige, hvor han studerede tal fra 1810 til 2010. Her fandt han faktisk, at uligheden heller ikke var steget, for den var uændret eller faldet over disse 200 år. Men han hæftede sig ved, at der rent faktisk var en stigning i uligheden fra 1970erne til 2010. Hvad der var sket i de øvrige 160 år, og specielt fra 1930 til 1975, mente han skyldtes midlertidige forhold så som krige.

Det var godt nok nogle langvarige tilfældigheder. Men måske var de ikke så tilfældige, for Finan­cial Times analyserede hans tal og fandt, at specielt for Storbritannien var disse simpelthen helt forkerte, og at det store fald i uligheden her faktisk var fortsat helt frem til 2010. Korrigerede man for det, sagde de, var uligheden på intet tidspunkt steget i Europa. Den havde vekslet mellem uændret og faldende de seneste 200 år.

26BBMpolitisk-Emilie-Turune.jpg

Rentefald og kreditekspansion

Uanset hvem der har ret her, kan vi spørge, hvad der egentlig skete mellem 1975 og 2010, som kunne have givet stigende ulighed. Her er to bud: 1) Rentefald fra 10-20 procent til tæt på nul. 2) En gigantisk kreditekspansion frem til 2008. Når der er kreditekspansion, stiger priserne på investeringsgoder altid, hvilket gør de rige rigere. Det samme gælder, når renterne falder.

Et eksempel: Hvis man ejer et hus og en aktieportefølje, vil værdien af begge alt andet lige nogenlunde fordobles, hvis renterne halveres. Siden 1975 er renterne blevet langt mere end halveret, og det har hjulpet de rige investorer. Men kreditboblen er nu bristet, hvorfor huspriserne kom ned, og renterne kan stort set kun stige fremover. Piketty anbefalede at opkræve 80 procent marginalskat plus selvfølgelig moms og afgifter og derudover at opkræve 10 procent af de riges formuer hvert år. Jeg føler mig personligt ret sikker på, at det ville føre til depression, massearbejdsløshed og statsbankerot – i den rækkefølge.

Hvis vi tænker på samfundsværdierne som en kage, der skal fordeles, ser vi et statisk samfund for os. Tænker vi det i stedet for som et bageri, vil vi se, at man på sigt får færre kager, hvis man plyndrer bageren, men flere, hvis man laver flere bagerier. Vejen til et bedre socialt samfund er derfor ikke, at vi prøver at stemme os til andres penge, men at vi let kan arbejde for vore egne. Her kan samfundet hjælpe ved at satse på 1) iværksætterkultur, 2) erhvervsuddannelser, 3) afbureaukratisering, 4) decentralisering og 5) skatteincitementer.

Og eliten? Lad os se dem som inspira­tion.

 

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

På trods af store udfordringer med infrastrukturen i mange af de store byer har et partnerskab mellem det offentlige og private længe været en sovende kæmpe.Hør Sampensions direktør Hasse Jørgensen fo...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere