Grundlæggeren af det succesfulde undertøjsfirma Björn Borg blæser til underbukse-krig mod sit gamle firma. Et af de hemmelige våben er underbukser med særligt design til at holde de ædlere dele på plads. Og Danmark står højt på listen over nye markeder.
Anders Arnborger er gået til kamp mod sit gamle firma. I 1989 stiftede han undertøjsfirmaet Björn Borg, som han var direktør for indtil 2004. Det er i dag et af de ledende undertøjsfirmaer i Sverige og Holland, og har en markedsværdi på den svenske First North-børs på 1,7 milliarder svenske kr., eller 1,2 milliarder danske kr.
Nu har Arnborger stiftet undertøjsfirmaet Cirque Deluxe, og i en pressemeddelelse bliver Björn Borg - altså firmaet, ikke tennisstjernen - udråbt til den store modstander.
Cirque Deluxe sælges allerede i 40 svenske butikker og fra foråret også i Helsinki.
"Vi er allerede begyndt at levere til Holland, og tager snart til København," siger Anders Arnborger i et interview med den svenske nyhedstjeneste Realtid.se.
Han slår på at Cirque Deluxe tilbyder underbukser der er "skønnere at have på", er mere miljøvenige, billigere, og markedsføres via interenttet og sociale medier.
Vævede boxershorts med herrekomfort
En anden konkurrent, Frigo, har lanceret underbukser med "pung-pose", også kendt som "mændenes push-up". Den vej vil Cirque Deluxe dog ikke gå.
"Nej, men derimod relancerer vi vævede boksershorts. Og vi har et part for et komfort-inderfor, som gør at genitalierne holdes på plads," siger Anders Arnborger til Realtid.se.
Markedet for underbukser er ikke beskedent. I alt blev der omsat Björn Borg produkter for 2 milliarder svenske kr. i 2008, og ifølge Anders Arnborger kom 80 pct. af omsætningen formentlig fra salg af underbukser, mens resten kom fra salg af parfume, tasker, briller og lignende.
Firmaet Björn Borg omsatte i 2008 for 527 mio. svenske kr. og havde 88 ansatte. Sveriges mest berømte tennisspiller gennem tiderne har dog ikke længere direkte forbindelse til firmaet. I 2006 solgte han de kommercielle rettigheder til sit navn for 124 mio. svenske kr., og dertil kommer en årlig royalty indtil 2016 på mellem 1,5 og 2 pct. af omsætningen af Björn Borg-produkter.











