Bestyrelsesformand Per Bjerregaard siger i et interview, at samarbejdet med Haraldsson gik skævt for flere måneder siden og understreger, at der var mange ting, som gik galt.
21. juli 2009, 14:27 – opdateret 21. juli 2009, 14:37
Mandag blev Brøndby-direktør Hermann Haraldsson fyret på gråt papir. Nu tager bestyrelsesformand Per Bjerregaard bladet fra tungen og løfter sløret for, hvad der lå bag den drastiske beslutning.
Bestyrelsesformanden understreger over for spn.dk, at der var tale om en velovervejet beslutning.
”Det er ikke en beslutning, som er kommet fra den ene dag til den anden. Eller fra den ene uge til den anden. Den er vokset frem i løbet af et godt stykke tid. Jeg fandt ud af, at dette nok var den eneste udvej for nogle måneder siden,” fortæller Per Bjerregaard til spn.dk.
Han understreger, at han selv og Haraldsson forgæves forsøgte at få samarbejdet på rette køl.
Flere episoder førte til fyring
Spekulationerne om hvad det var, der fik bægeret til at flyde over, har været mange siden nyheden om fyringen kom frem mandag, og Bjerregaard siger da også til spn.dk, at det ikke var en men flere hændelser, der førte til, at Brøndby IF's bestyrelse fyrede klubbens direktør.
"Vi har i enighed besluttet, i forbindelse med Hermann Haraldssons fratrædelse, at vi ikke vil uddybe, hvad der førte til denne beslutning. Det er ikke nogen enkeltstående hændelse, men der var nogle episoder, som førte til dette," siger Per Bjerregaard og sammenligner det med at være gift med den forkerte.
"Det er ligesom nogle gange i et ægteskab. Begge parter vil gerne have det til at fungere og forsøger at få det til det at fungere, men det kunne vi ikke. Jeg tror også, at Hermann Haraldsson vil se, at dette var det bedste."


























































