Del : SMS

Vil mandens søn arve halvdelen?

AegtePar_Business
Foto:

Manden har et særbarn og sammen har de to børn - uden testamente kan det ende helt skævt for både den længstlevende og børnene.

Artiklen fortsætter under annoncen

? Vi har af og til oppe og vende herhjemme, om vi skal lave testamente eller ej. Jeg synes, at jeg flere gange har læst, at det er en god idé at få gjort, mens min mand mener, at det kun omfatter spørgsmålet om f.eks. deling/udbetaling af pension efter ens død.

Min mand har en voksen søn fra første ægteskab. Vi er gift og har sammen 2 mindreårige drenge, som bor hjemme. Den store har aldrig boet hos os, kun været her under samkvem, men han er en stor del af vores familie, og vi er altid glade for hans besøg. Jeg mener jo så, at vi skal få skrevet ned, at den store ikke skal arve halvdelen af arven, hvis hans far falder bort før mig, således at der kun vil være den anden halvdel, som jeg og vores fælles drenge skal arve. Hvad er korrekt?

Vil også lige spørge om særeje. Da vi skulle giftes, var min mand stadig såret og usikker efter skilsmissen. Han havde kæmpet sig op og opsparet lidt, og det ville han være sikker på, at jeg ikke kunne rende med. Så han fik lov at få særeje på sin på det tidspunkt forholdsvis nye bil, som blev totalskadet for et par år siden, samt på nogle aktieoptioner i firmaer, han har været ansat i, til en værdi af 200.000 kroner. Nogle af disse aktieoptioner er bortfaldet på grund af så lav værdi, at de blev afhændet, og bilen er som sagt også væk.

Er der noget særeje tilbage, eller kan vi se det juridiske dokument som værende udløbet/ugyldigt undtagen for de tilbageværende aktieoptioner?

Med venlig hilsen "Den bekymrede"

! Det er altid en god idé at overveje, om der er brug for et testamente. Som bobestyrer ser jeg hver dag triste eksempler på, at de tanker ikke blev gjort – og at det får en uønsket betydning for skiftet. Lad mig derfor benytte dit spørgsmål til at give et trut i trompeten: Få nu undersøgt, om et testamente kan hjælpe dig/jer. Det er kun få år siden en undersøgelse på Københavns Universitet dokumenterede, at der hvert år ender et skrækkeligt stort milliardbeløb i ”de forkerte lommer” på grund af manglende eller for dårlige testamenter.

Du kan så spørge: Hvorfor går det så galt? Mit svar er, at mange rent mentalt er lidt tilbageholdende med at gå i gang med testamentespørgsmålet. Det handler om død og kan virke negativt. Her er det en god idé at vende det negative til noget positivt: Et testamente kan gøre en vigtig forskel. Nogle gange kan det ganske enkelt betyde forskellen på et liv i (økonomisk) sikkerhed overfor et liv i økonomisk ulykke. Det sidste er der desværre eksempler på hver dag blandt de 60.000 dødsfald, vi har om året.

Jeg forstår, at du og din mand har to børn sammen. Han har et barn fra tidligere forhold. Hvis der ikke laves testamente, skal arven efter din mand fordeles efter arveloven. Det, der falder i arv efter din mand, skal fordeles med halvdelen til dig, og den anden halvdel skal deles mellem hans børn. Du kan sidde i uskiftet bo med fællesbørn, men du skal skifte med hans såkaldte særbarn. Jeg forstår, at I har fælleseje – bortset fra et mindre særeje for din mand. Hvis det er rigtigt, og hvis I begge ejer mere, end I skylder væk, så vil det I netto ejer til sammen, når en af jer dør, blive delt i to lige store dele. Den ene tilhører længstlevende ægtefælle som såkaldt boslod. Den anden boslod falder i arv efter førstafdøde. Hvis I f.eks. netto har en fælles formue på 2,4 millioner kroner, vil du som længstlevende får 1,2 million kroner. Der falder 1,2 mio. kroner i arv efter din mand. Du får halvdelen - eller 600.000 kroner - og de tre børn får hver 200.000 kroner.

Hvis I opretter et testamente, kan I opnå, at du skal have 7/8 af det, der falder i arv efter din mand, mens børnene skal dele 1/8. Hvis I kombinerer testamente og ægtepagt, vil I ofte kunne nå en model, som betyder, at børnene kun skal dele 1/16 (eller 1/32 af det samlede fællesbo). I mit eksempel betyder det, at hvert barn får 25.000 kroner, mens du sidder tilbage med 2.325.000 kroner.

Jeres fællesbørn vil modtage arv efter jer begge, mens særbarnet vil modtage arv efter din mand og efter særbarnets mor. Jeg kan ikke ud af dit brev se noget om økonomien, men hvis særbarnet nu venter en betydelig arv efter hans mor, så kan det indgå i jeres overvejelser af, hvordan arven efter jer skal fordeles i forhold til børnene (når længstlevende er død).

I bør samtidig kontrollere, hvem der er berettiget til pensioner og forsikringer, når en af jer dør. Jeg har i praksis oplevet, at der ikke er styr på det, og det kan give både skuffelser og en helt forkert deling af den samlede formue. Enhver bør være sikker på, hvem der er indsat som begunstiget, og den sikreste måde er at kontrollere udskrifter fra selskaberne, og er der tvivl, så få en mail med besked fra selskabet.

Jeg oplever ofte, at mine kunder kommer og forventer, at et testamente er noget, der trykkes ud fra internettet, og at det er meget enkelt. De fleste bliver overraskede, når jeg gennemgår de mange forskellige muligheder, herunder muligheden af at kombinere testamente og ægtepagt og reglerne om forlods ret til pensioner og forsikringer. Det er ikke helt så enkelt, som det lyder. Den gode nyhed er, at udfordringen kan løses og ofte langt bedre, end de fleste har forestillet sig.

Den del, din mand har gjort til særeje, er stadig særeje, hvis pengene kan følges efter totalforliset. Det ser sådan ud. Hvis I vil være sikre, skal I enten trække ægtepagten tilbage (aflyse den fra tingbogen) eller få en konkret vurdering hos jeres advokat. Husk, at længstlevende ikke kan sidde i uskiftet bo med særeje. Husk også, at hovedreglen er, at jeres pensioner følger personen og ikke deles ved skilsmisse. Det kan i mange situationer give en skævhed, som først opdages ved skilsmissen, og da er det normalt for sent. Mit råd er derfor, at I både skal overveje testamente og indholdet af jeres ægtepagt og eventuelle behov for ligedeling af pensioner. Det sidste vil normalt kræve tinglysning af en ægtepagt.

Emnet er stort, og jeg kunne uden vanskeligheder fylde hele Berlingske med ord om det. Så meget plads har jeg ikke – jeg håber, at du – og andre læsere – kan få gavn af mit korte svar.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.

Brandview produceres i tæt samarbejde med Public Impact, som er Berlingske Medias content marketing bureau. Læs mere om Public Impact og Brandview eller kontakt salgschef Suzie Hove på suzh@berlingskemedia.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

For under et år siden var olieprisen i frit fald. Hele verden holdt vejret og markederne skælvede af både glæde og gru. Men pludselig er der ingen, der taler om olie længere. Hør investeringsdirektør...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere