"Vi vil gøre forskel på børnenes arv"

Dine børn og mine børn sætter forældre i svær situation.

? Vi er gift og har et fælles barn, mens min mand fra to tidligere forhold har en dreng og en pige. Drengen har min mand ikke haft kontakt til, og moderen har siden hævdet, at min mand ikke er drengens biologiske far. Pigen år bor hos os hver anden weekend.

Jeg ønsker ikke, at min mands særbørn skal arve noget som helst efter mig. Min mand ønsker, at mindst muligt tilfalder drengen – hvordan gør vi?

Vi har ingen gæld og ingen fast ejendom, men hver især penge i banken. Hvad med uskiftet bo – kan det først aftales, når børnene bliver 18 år og kan underskrive?

Med venlig hilsen H.

! Jeg forstår det sådan, at du og din mand er enige om at begrænse arven til hans dreng mest muligt. Du ønsker, at jeres fællesbarn arver mest muligt. Jeg synes, I skal oprette et fælles testamente og der sikre, at den er jer, der lever længst, kommer til at arve mest muligt.

I skal så tage stilling til, hvad der skal gælde, når den længstlevende af jer dør. Hvis det bliver din mand, ønsker han måske at jeres fællesbarn og arven til hans datter bliver delt lige. Hvis du bliver længstlevende ønsker du, at dit eget barn arver alene. Det er dog muligt, at din mand for at begunstige dig mest muligt vil finde det rimeligt, at hans særbarnsdatter i denne situation sikres en vis arveandel.

Hvis I kombinerer testamentet med en ægtepagt, kan I begrænse børnenes arveret til 1/32 af det samlede bo.

Når din mands særbarnssøn bliver myndig, kan han give afkald på arv efter faderen, hvis han vil - eventuelt mod at få et bestemt pengebeløb udleveret.

I har også mulighed for at begunstige hinanden og børn via indsættelse som begunstigede i forsikrings- og pensionsordninger.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk

Læs mere om testamenter på www.forumadvokater.dk under Privat - Testamenter

 



Markedet lige nu