Den utro mand vil ikke acceptere en skilmisse - så hvad kan hustruen gøre?
24. februar 2009, 10:31 – opdateret 2. november 2010, 22:40
? Jeg er blevet separeret for to år siden og bor for mig selv i en andelslejlighed. Grunden var utroskab fra hans side. I starten var det slemt, men nu har vi lært at tale ordentligt sammen og kan egentlig stadig lide hinanden.
Men i de to år, der er gået har vi ligesom gået om katten om den varme grød - for hvad nu hvis vi fandt sammen igen? Jeg har tilgivet ham en del, men da han stadig er utro, er jeg efterhånden kommet frem til, at det ikke går længere, og at jeg ligesom må få fred i mit sind - og det kan jeg kun ved at blive skilt.
Så er det, jeg spørger: Hvad nu hvis min eksmand ikke vil skilles - skal man så igennem en retssag, eller hvad gør man?
Jeg tror aldrig han vil skrive under på at han har været utro.
Med venlig hilsen "En (u)sikker"
! Du har ret til at blive skilt efter ét års separation - uanset om din mand stadig er dig utro eller ej. Det er ikke nødvendigt, at din mand underskriver en utroskabserklæring.
Hvis din mand ikke vil medvirke til skilsmisse, vil statsforvaltningen sende sagen videre til retten. Det er dog en betingelse for skilsmisse, at separationen ikke er bortfaldet. Separationen bortfalder, hvis I har genoptaget eller fortsat samlivet. Du skriver at du bor alene. Jeg lægger derfor til grund at I ikke har været flyttet sammen igen.
Hvis der ikke ved separationen er taget stilling til, om en af jer skal pålægges at betale bidrag til den anden, skal der ved skilsmissen tages stilling hertil.
Med venlig hilsen Lone Brandenborg, advokat (L) og mediator, www.forumadvokater.dk









































