Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skal halvbroderen have del i arven?

Kan den 80-årige moster selv ændre det gamle testamente?

? Jeg har en moster på 80 år, som er enke. Parret havde ingen fælles børn, men manden havde børn fra et tidligere ægteskab. Disse børn er der skiftet med. Min moster har en halvbror og ingen børn.

Min moster ønsker, at jeg og mine tre søskende og mine tre børnebørn skal arve hende. Det har hun skrevet testamente om. Der står ikke noget om, at halvbroderen skal arve noget. Er han arveberettiget?

Nu overvejer min moster, at to af mine søstre ikke skal arve hende alligevel, idet hun ingen kontakt har med dem. For at undgå en større advokatregning, kan hun så gå direkte i skifteretten og bede om, at de to personer bliver slettet fra testamentet?

Med venlig hilsen H.

! Svaret er ja - ja - og tøv en kende.

Din moster har ingen tvangsarvinger, så hun kan som udgangspunkt gøre, hvad hun vil. Hun skal dog lige huske at se efter, hvis hun har oprettet testamente med sin nu afdøde mand. Der kan i et sådant testamente være truffet bestemmelser, som gør, at hun ikke kan ændre på tingene ved et nyt testamente. Det er i øvrigt et område, hvor jeg altid råder til omhyggelighed, både når det første testamente laves, og når det senere skal ændres. Lav ikke et testamente sammen med en anden uden udtrykkeligt at tage stilling til – og beskrive – om og da hvordan længstlevende kan ændre testamentet. Der er en hel del mennesker, der er blevet skuffet over at de – når den ene er død – ikke kan ændre en tøddel.

Hvis der ikke er et testamente i vejen, så kan din moster derfor godt oprette testamente, som hun jo altså også har gjort. Halvbroderen er ikke tvangsarving, så han må respektere sin arvemæssige skæbne.

Hvis din moster gerne vil ændre det, og forudsat hun er i stand til at overskue dispositionen (hun skal være testamentshabil), så kan hun ændre på det. Det er naturligvis en betingelse, at din moster ikke har lovet de to søstre, at de skal arve.

Din moster kan også godt gå direkte i skifteretten, men her vil hun nu blive henvist til rettens notarkontor. Og så vil hun få at vide, at hun skal møde med et tillæg til testamentet og en særlig testamentsgenpart. Når det er på plads, kan ændringen registreres, og først da er den gyldig.

Jeg vil dog ikke tilråde din 80-årige moster, at hun selv begynder at rode med det. Tænk hvis noget går galt, og hun ikke får lavet ændringen som arveloven foreskriver. Eller tænk hvis der kunne gøres noget andet. Bare som et eksempel vil din moster med fordel kunne indsætte en velgørende forening til at modtage en del af arven mod at betale afgiften for dig. Derved vil den velgørende forening få et beløb, og din nettoarv vil være større end ellers.

Din mosters advokat vil i ni ud af ti tilfælde være en god investering. Så selv om det i første række kan udhule din kommende arv en anelse, så tænk på, at den ved fejl fra din mosters side kan blive voldsomt udhulet. Jeg har det selv sådan, at jeg altid lader min mekaniker ordne bremserne på min bil. Jeg kunne nok læse mig frem til det og spare en stor mekanikerregning – men jeg føler mig mere tryg på den anden måde.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator,www.ForumAdvokater.dk

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu