Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Styr på arven:

Sådan fordeles arven - med og uden testamente

Mand og hustru bør planlægge fordelingen af formuen, når den ene af dem ikke er her mere. Forskellen for længstlevende er enorm.

? Min hustru og jeg har et fællesbarn og to fra hendes forrige ægteskaber. Vi har fælles formue i form af andelsbolig og indestående i bank. Derudover har vi en bil i begges navne og hver sin lønkonto.

Vi har ikke testamente men har tænkt på det. Hvorledes er arvereglerne ved den ene eller andens død?

Med venlig hilsen I.I.

! Hvis I ikke opretter testamente, vil den længstlevende af jer arve halvdelen af det, der falder i arv efter førstafdøde.

Jeres ægteskab ophører ved død, og så skal det, I hver især ejer, gøres op hver for sig. Hvis I begge ejer mere, end I skylder væk, har I såkaldt positive bodele, og derfor skal jeres nettoformue deles i to. Længstlevende ejer den ene halvdel, afdøde ejer den anden.

Hvis jeres nettoformue for eksempel er på 1.800.000 kroner, så vil længstlevende sidde med 900.000 kroner, og der falder 900.000 kroner i arv efter førstafdøde. Længstlevende ægtefælle arver heraf 450.000 kroner, mens førstafdødes børn skal dele den anden halvdel - også 450.000 kroner.

Begræns børnenes arv

Hvis I begunstiger hinanden mest muligt i et testamente, vil længstlevendes boslod stadig være 900.000 kroner, men arven til førstafdødes børn kan så begrænses til en ottendedel af det, der falder i arv - eller 112.500 kroner. Længstlevende vil her samlet få 1.687.500.000 kroner eller 15/16 af den samlede nettoformue.

Sådan virker særeje

Hvis hver ægtefælle ejer 900.000 kroner i den særejeform, som ikke så mundret kaldes ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, så vil delingen se sådan ud:

Længstlevendes 900.000 kroner bliver ved ægtefællens dødsfald fuldstændigt særeje, mens førstafdødes 900.000 kroner bliver fælleseje. Heraf får længstlevende halvdelen eller 450.000 kroner som boslod og arver 7/8 af resten eller 393.750 kroner.

Længstlevende har så 900.000 + 450.000 + 393.750 kroner eller i alt 1.743.750 kroner - svarende til hele 31/32 af den samlede nettoformue.

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu