Den utro mand vil heller ikke forlade kvindens lejlighed, fremgår det af spørgsmålet til brevkassen Dinepenge.dk.
19. maj 2010, 07:52 – opdateret 2. november 2010, 23:15
? Jeg vil skilles fra min mand, da han har været utro flere gange. Min mand vil imidlertid ikke skrive under på papirerne fra Statsforvaltningen, da han ikke ønsker at blive separeret.
Vi har været gift i 26 år, og vi bor i en lejet lejlighed, som er lejet på mit boligbrev - men vi har begge to skrevet under på lejekontrakten. Jeg har sagt, at jeg vil have, at han flytter, da jeg mener, at lejligheden er min. Men han siger, at det lige så meget er hans, og at han ikke flytter nogen steder.
Skal vi igennem en retssag for at få det afgjort eller hvad?
Med venlig hilsen "Den ulykkelige"
! Man kan blive skilt direkte, hvis den ene part har været utro. Det er den part, som er forsmået, der kan kræve skilsmisse. Man kan dog kun blive skilt ved bevilling, hvis begge parter er enige om det. For at blive skilt eller separeret ved bevilling, skal man også være enige om, hvem der skal fortsætte lejemålet i en fælles lejet lejlighed.
Hvis man ikke er enige, skal man igennem en retssag, og her kan det blive svært, hvis den skyldige ikke vil indrømme utroskaben i retten.
Det lyder på mig, som om du skal sende en ansøgning om skilsmisse ind til Statsforvaltningen. Her skal du udfylde, at du ønsker at overtage lejligheden.
I bliver så indkaldt til et mæglingsmøde i Statsforvaltningen. Her vil I blive vejledt om reglerne, og kan I ikke blive enige, kan en af jer bede om, at sagen oversendes til retten.
Retten kan så træffe afgørelse om, hvorvidt I skal skilles eller separeres. Og retten kan også bestemme, hvem af jer der skal fortsætte lejemålet.
Med venlig hilsen Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk
Læs mere om ægteskabsret på www.ForumAdvokater.dk under Privat.


























































