Faderen ønsker at bestemme over moderens arv til børnene.
11. marts 2011, 08:00
? Min hustru er død, og vi har to sønner på 12 og 14 år og en datter på 18 år. Vi har ikke skrevet testamente. Jeg vil gerne undgå at sidde i uskiftet bo, og derfor har jeg indgivet skiftebegæring.
Jeg vil gerne have begrænset børnenes ret til at råde over deres arv, til de er 24 år. Hvordan skal det ske?
Med venlig hilsen D.
! Det kan du ikke gøre. Det er muligt at båndlægge arv, men det skal ske ved testamente, og da din hustru ikke har oprettet testamente, er betingelsen ikke opfyldt. Du kan ikke ved testamente bestemme, at arven efter din hustru skal være båndlagt.
Du kan i stedet vælge at sidde i uskiftet bo. Som jeg ofte har omtalt i brevkassen, kan det så give andre problemer, som jeg ikke vil komme ind på her. Jeg nævner det, fordi det giver mulighed for, at der indgås en frivillig aftale om binding af arven.
Din datter er myndig og kan selv træffe aftale herom. Dine sønner vil ved skifte få en udpeget en skifteværge, der skal varetage børnenes interesser. Du kan med skifteværgen og din datter aftale en binding. Er den rimelig og fornuftig, vil der næppe være problem i det, og du kan jo trække i nødbremsen og vælge uskiftet bo – så har du i hvert fald bevaret den fulde styringsret over midlerne.
Inden du vælger uskiftet bo, vil jeg dog anbefale dig at tage en snak med din advokat.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat(H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk


























































