Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kan ekskonen stadig kræve bodeling?

Brevkassen svarer på, hvor længe efter en skilsmisse en ekskone kan kræve bodeling af sin tidligere ægtefælle.

Spørgsmål:
 
Hvornår bliver en bodelingsansøgning ved skifteretten forældet? Vi blev skilt for 2 år siden og for 4 år siden flyttede min kone med halvdelen af møblerne uden at spørge mig.

Kan hun stædig kræve bodeling 2 år efter skilsmissen. Er det forældet nu?
 
Svar:
 
Spørgsmålet om forældelse af boslodskrav er desværre ikke entydigt afklaret i dansk ret. Ikke nok med det: det ser umiddelbart heller ikke ud til, at der kommer en afklaring af spørgsmålet i lovgivningen.

Dit spørgsmål har ligget i venteposition siden marts. Nu er det blevet særlig interessant, fordi jeg kan bruge det til at fortælle lidt om nye tiltag på området vedrørende bodeling ved separation og skilsmisse.

Der er nemlig for en månedstid siden kommet en betænkning om ægtefælleskifte fra et fagudvalg, som justitsministeren nedsatte i 2007.

I den betænkning har man også gjort sig overvejelser om netop forældelse af krav i forbindelse med bodeling. Når der er formuefællesskab i et ægteskab, er princippet, at man skal dele den positive formue ved skifte i anledning af separation.

Du kan tænke på det, som om du ejer den halve formue. Vi har vel svært ved at skulle acceptere, at man mister en ting, som man ejer, bare fordi man ikke lige bruger den i et stykke tid. Det er klart for de fleste, at der er forskel på den situation og en situation, hvor man måske har et tilgodehavende i øvrigt, som man skal gøre noget for at kradse ind. Omvendt er det heller ikke særlig rart, hvis den anden part lurepasser gennem længere tid.

I betænkningen gør man sig nogle overvejelser om problemet.

"På baggrund heraf kan det ikke med sikkerhed forudses, om en domstol vil komme frem til, om boslodskrav forældes efter forældelseslovens regler, eller om boslodskrav ikke er undergivet forældelse".

Alligevel kan man godt forestille sig, at et krav mistes, fordi pågældende gennem længere tid har undladt at forfølge det. Der er flere afgørelser om sådan passivitet, der desværre på grund af konkrete forhold stikker lidt i alle retninger. Et citat fra samme betænkning giver måske en rettesnor:

"Hvornår passiviteten indtræder, afhænger af konkrete omstændigheder, herunder om den ægtefælle, der nu kræver skifte, ved sin adfærd har bibragt modparten en berettiget forventning om, at der ikke ville blive fremsat yderligere krav. Foreligger en sådan adfærd, behøver der ikke gå mange år, førend passivitet må anses for indtrådt".

Sammenfattende vil jeg på baggrund af din korte beskrivelse af forholdene vurdere, at du måske er der, hvor det kan tænkes, at passivitet er indtrådt. I sidste ende vil det nok også spille en rolle, om der er tale om større økonomiske værdier. Hvis det er tilfældet, skal der formentlig mere til, end hvis kravet er 40 Cd'ere og en sofa.
 

Med venlig hilsen  Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.forumadvokater.dk

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu