Hvordan får jeg de penge, som de skylder mig?

Selv om en dom idømmer en anden person at betale erstatning, kan det være svært at få pengene udbetalt.

Spørgsmål:
 
"Med dommen er det bestemt, at direktøren og samleversken skal betale en erstatning på 4 millioner kroner til arvingerne efter enken."
 
Mit spørgsmål drejer sig ikke om arv, men jeg kunne tænke mig at få oplyst mulighederne for at inddrive erstatning, som er pålagt en anden person. I ovennævnte tilfælde kan direktøren og samleversken jo bare undlade at betale.

Jeg spørger om dette, fordi en anden person jvf. aftaler er mig skyldig ½ mill. men trods rykkere gang på gang undlader at betale. Jeg har søgt om fri proces for at føre en sag, men selvom vedkommende bliver idømt det (efter 2-3 år, som sådan en sag kommer til at vare), så kan han jo bare blive ved med at undlade at betale. Hvad stiller man op? Som privatperson kan man jo ikke inddrive over skatten, så som jeg ser det, står vi temmelig dårligt.
 
Svar:
 
Jura er fantastisk interessant - for dem, der beskæftiger sig med det eller ligefrem lever af det. Af og til læser man fra andre retskulturer, at en person har fået 6 gange livsvarigt fængsel eller dødsdomme.

Dit spørgsmål handler om det, vi kalder inkasso.

Hvis man har et tilgodehavende hos en anden, vil der typisk være to spørgsmål. Det første er, om den anden er enig i, at kravet eksisterer. Næste spørgsmål er så, om skyldneren kan betale.

Hvis der er uenighed om betalingen, kan det være nødvendigt med en egentlig retssag om uenigheden. Når der foreligger en aftale eller dom, opstår spørgsmålet om betalingsevnen.

I dit eksempel har du et tilgodehavende hos en anden på en halv million. Jeg forudsætter, at du har en aftale eller dom. Hvis skyldneren ikke har pengene, vil du kunne sende sagen i fogedretten eller få hjælp til det. I fogedretten afklares det så, om skyldneren ejer noget, som du kan foretage udlæg i, så du på den måde kan få pengene.

Når der er foretaget udlæg - f. eks. i hus, vil man kunne sætte huset på tvangsauktion. Her får alle kreditorerne deres dækning i den rækkefølge, der fremgår af tingbogen.
Du har helt ret i, at det kun er det offentlige, som kan foretage lønindeholdelse for sit tilgodehavende. Det gælder ikke for private og virksomheder, der har penge til gode.
Det kan godt være dyrt at få sit tilgodehavende inddrevet hele vejen igennem for eksempel en tvangsauktion, og man kan ikke være sikker på overhovedet at få sine penge.

Som du ved fra et gammelt ordsprog, kan man ikke plukke håret af en skaldet.

Med venlig hilsen
Forum Advokater
 
 
Viggo Bækgaard
Advokat (H) - Mediator

www.forumadvokater.dk

 



Markedet lige nu