Vi vil beskytte børnenes arv - også selv om enken finder en kæreste.
16. november 2011, 11:31
?
Min kone og jeg overvejer p.t. at oprette et testamente, der begunstiger længst levende maksimalt. Vi har fælles formue, er gift og har to voksne fællesbørn, der begge er gift og hver især har to børn. Mine overvejelser drejer sig om den situation, hvor jeg er død som den første, og hvor min kone jvf. ovenfor vil arve hovedparten af vores nuværende formue.
Mit spørgsmål er, om jeg/hun har nogen mulighed for at sikre i form af testamente eller på anden måde, at den del af formuen, som hun arver fra mig, eller visa versa, i maksimalt omfang går videre til vores børn. Jeg er klar over, at der ved nyt ægteskab skal skiftes, men hvordan er situationen, såfremt man blot flytter sammen med en anden person og lever i et ægteskabslignende forhold.
Kan man i denne situation beskytte børnenes arv?
Med venlig hilsen X
!
Det kan du nok godt. Jeg svarer på denne måde, fordi min løsningsmodel hedder successionssæreje, og der er ikke de helt store erfaringer med denne model. Den har både fordele og ulemper.
Hvis I ved testamente begunstiger hinanden mest muligt, så sker det normalt ud fra en idé om, at længstlevende har eller kan have god brug for den økonomiske håndsrækning. Du spørger så – på linje med mange andre – om det er muligt at sikre, at den dag din hustru ikke lever, så går pengene videre til børnene og ikke til andre. Til det formål kan I etablere en såkaldt successionsrækkefølge.
Den ny arvelov har i § 60 indført en regel om, at friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge. Herved forstås, at det ved testamente kan bestemmes, at friarv skal tilfalde en arving på første plads og derefter en eller flere arvinger på anden eller senere pladser. Bestemmelsen er alene en kodificering af gældende ret.
Hvis I bestemmer, at den friarv, der tilfalder længstlevende, skal være successionsrækkefølgearv og tilfalde længstlevende som nummer et og jeres børn som nummer to, så vil det, der er tilbage af arven, når længstlevende dør, tilfalde børnene. Dette forudsætter, at det er muligt at finde ud af, hvad der er tilbage og det er netop dilemmaet ved successionsrækkefølgearv. En anvendt metode er, at arven placeres på en måde, så den kan følges hele vejen og det sikres, at den ikke blandes sammen med andre midler.
En anden anvendt metode går ud på, at ægtefæller aftaler, at hvis længstlevende gifter sig igen, så vil længstlevende indrette sig på en måde, så børnene tilgodeses i rimeligt omfang. Modellen er noget mere enkel. Begge modeller kan naturligvis misbruges, men her er det min erfaring, at når ægteskabet holder til den ene part dør, så vil den længstlevende forvalte tilliden på god måde.
Med venlig hilsen
Advokat Allan Ohms
