Hvilken værdi har pengene i dag?

Hvordan holder man styr på den del af en formue, der blev gjort til særeje for 40 år siden?

? I en ægtepagt, der er 40 år gammel, er der nævnt et beløb på 200.000 kroner. Det er desuden indføjet, at udbytte af samt hvad der træder i stedet for beløbet, skal være særeje.

Hvilken værdi kan man påregne, at de 200.000 kroner har i dagens kroner?

Med venlig hilsen "Den nysgerrige"

! Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål - det kommer an på, hvad der er sket i de 40 år. Står pengene på en konto, hvortil der er tilskrevet renter, så er det bruttobeløbet, der er særeje.

Når der er særeje, så er det utrolig vigtigt, at der holdes styr på indtægter og det, der træder i stedet for et beløb. Det sidte kaldes surrogater. Hvis midlerne blandes med fællesejemidler, så kan særejevirkningen ophøre. Lovens hovedregel er fælleseje, og derfor gælder, at den der påstår, at et bestemt aktiv er særeje, selv har bevisbyrden herfor. Det er for eksempel en god idé at have en særskilt konto, hvorpå der kun indsættes renter fra aktivet og i øvrigt kun hæves, men ikke indsættes penge.

Anvendes særejemidler til forbrug, er særejet ophørt.

Køber du nogle bestemte ting for dine særejemidler, bliver det købte også særeje. Det gælder, hvad enten der er tale om køb af indbo, en bil eller en fast ejendom. Købes der for både fællesejemidler og særejemidler, vil der muligvis opstå såkaldt anpartssæreje, men praksis her er dog ikke klar.

Hvis særeje f.eks. bruges til at betale ombygning af huset, og hvis huset er fælleseje, så får du et særejebeskyttelseskrav (et tilgodehavende mellem dit særeje og din bodel). Der gælder en tilsvarende regel, hvis du omvendt anvender fællesejemidler til at forbedre dit særeje. I denne situation opstår der en gæld fra dit særeje til din bodel, som normalt skal tilbagebetales ved et eventuelt senere skifte.

Anvender du dit særeje til forbrug, er særejet gået endeligt tabt. Alle med særeje bør derfor holde nøje kontrol med særejets udvikling – hvis det ikke sker løbende, så vil det ofte efter 40 år være helt umuligt at finde hoved og hale i, hvad der er særeje og hvad der er fælleseje.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk

Læs mere om ægtepagter på www.forumadvokater.dk under Privat
 

 



Markedet lige nu