Hvor langt kan forældre og børn gå ved ejerskifte af bolig uden at betale skat?
31. august 2010, 12:23 – opdateret 2. november 2010, 23:21
? Hvis man sælger sit hus til en fire-årig, og forældrene køber huset tilbage tre år efter, og reglen om bopælspligt er opfyldt, så kan Skat jo til enhver tid anlægge påstand om skattetænkning.
Gælder det også, hvis man sælger til hjemmeboende studerende på henholdsvis 18 og 21 år?
Med venlig hilsen AKN
! En fire-årig kan ikke købe fast ejendom uden tilladelse fra Statsforvaltningen, og sådan tilladelse gives normalt ikke - og i dit eksempel med sikkerhed ikke.
Handler mellem myndige er ikke undergivet særlige krav, men proformadispositioner kommer du ingen vegne med. Skattereglerne om salg uden avanceskat er firkantet sagt meget lempelige, og der er sædvanligvis plads til rimelige dispositioner inden for lovens rammer.
Skat er meget opmærksom på situationer, hvor der forsøges omgåelse, for eksempel i forbindelse med forældrekøb. Det kan for nogle synes tillokkende at forsøge at undgå en ejendomsavanceskat, men hvis prisen er, at der skal handles ulovligt, så vil jeg advare. Det opdages ofte, og det er altid både meget dyrt og meget trist for den, der har fiflet for at spare skatten.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk



























































