Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Gælden i huset forfølger ekskonen

Eksmanden forlanger økonomisk hjælp for at overtage huset.

? Min kæreste er blevet separeret fra sin mand på grund af mig. De har hus og bil sammen, og der er taget lån i huset.

Nu er det sådan, at hendes eksmand kun vil beholde huset, hvis hun tager noget af lånebyrden på cirka 140.000 kroner, og hun skal også kautionere for hans lån i huset på samme beløb.

Så er det, jeg vil høre, om det er rimeligt, og hvad er fald gruberne i det? Kan hun senere blive løst fra kautionen, hvis vi gerne vil købe et hus?

Med venlig hilsen S.

! Dit spørgsmål er ikke detaljeret nok til, at jeg kan give dig et konkret svar. Din kæreste må konkret afgøre, om risikoen ved at indgå en aftale om kaution opvejer risikoen for, at hun får et tab, hvis huset for eksempel går på tvangsauktion.

Generelt er det ikke tilrådeligt at opretholde mere eller mindre fælles økonomi, når ægteskabet hører op. Du bør råde din kæreste til at gå til advokat og få hjælp til at finde den bedste løsning.

Jeg har set en del eksempler på, at den, der finder en ny kæreste, glemmer at få gjort boet op, og hvis det er svært at få det klaret her og nu, så kan jeg fortælle, at det med tiden kun bliver endnu vanskeligere.

På med vanten – ring til advokaten.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk 

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu