Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Får vi fars personlige ting ?

Hvad er konsekvensen af at frasige sig arv og gæld ?

?Min fars hus går på tvangsauktion, og han efterlader en stor gæld. Derfor frasiger min bror og jeg arv og gæld, når han engang går bort.

Hvilke konsekvenser har det for os?

Får vi lov til at hente personlige papirer, scrapbøger og fotos, eller bliver døren til hjemmet bare plomberet, eller ... ?

Med venlig hilsen X



!Når jeres far efterlader sig mere gæld end aktiver, bliver boet efter jeres far behandlet efter reglerne om insolvente dødsboer, hvor skifteretten udpeger en bobestyrer til at behandle boet på vegne af kreditorerne. Som arvinger kommer I således ikke til at hæfte for jeres fars gæld, medmindre I har kautioneret. Ved insolvente dødsboer skal alle aktiver af værdi realiseres.

Dette kan ske ved salg til arvingerne eller til andre interesserede købere til markedsprisen.

De såkaldte mere personlige ting, som I omtaler, er oftest uden værdi for kreditorer, og de har alene såkaldt affektionsværdi for arvingerne. Sådanne ting udleveres uden problemer til arvingerne.

I princippet er det kun bobestyrer, der har adgang til afdødes aktiver, når der er tale om et insolvent dødsbo. Jeg plejer nu hurtigt at få en fornemmelse af, dels hvilke v ærdigenstande afdøde efterlader sig, dels hvorvidt arvingerne selv kan håndtere fordelingen af de personlige ting. Når der ikke er stridigheder mellem arvingerne, giver jeg arvingerne adgang til afdødes hjem med henblik på fordeling af de personlige ting og eventuel ryddeliggørelse af hjemmet.

En helt anden historie er så, at afdødes hjem ved besigtigelse efter dødsfaldet ofte bærer præg af, at det har været relativt beskedent møbleret. Jeg bliver altid så nysgerrig, når jeg f.eks. ser en væg med et nydeligt afmærket firkantet område uden samme røgfarve, som resten af væggen. Det var jo nok næppe familiebilledet, der hang der…

Med venlig hilsen Advokat Susanne Jakobsen, Forum Advokater

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu