Får en samlever del i boligens værdi?

Den ene part ejer boligen, den anden har kun betalt en del af huslejen.

? Skal man i forbindelse med ophævelse af samliv betale halvdelen af en værdistigning af en andelsbolig, når den ene part har ført en gældfri bolig ind i forholdet?

Den anden part har ene og alene betalt husleje i det syv år lange parforhold. Part 2 har endvidere ikke været anført på hverken ejerbevis eller huslejeopkrævninger.

Med venlig hilsen KBH.

! Spørgsmålet går reelt på, hvordan man står, hvis det er den ene part, der ejer ejendommen, og man har boet sammen uden at være gift.

Det klokkeklare udgangspunkt er, at ejeren beholder boligen, og at der ikke skal betales noget af værdistigningen til den anden. I et papirløst forhold er det de formelle ejerskaber, der som altovervejende hovedregel er afgørende.

Hvis ejerparten ville kunne sidde i ejendommen alene uden økonomisk hjælp fra den anden, vil det som udgangspunkt heller ikke være sådan, at ejeren skal betale et kompensationsbeløb til den anden. Det betyder derfor ikke så meget, om den anden har betalt husleje. Kompensationsbeløb i papirløse forhold er altid meget konkret begrundet.

Det er ikke noget, man som ikke-ejer skal satse voldsomt meget på. På samme måde er det heller ikke noget, som man skal frygte som ejer. Der er aldrig tale om noget, der bare ligner en ligedeling i disse situationer.

Med venlig hilsen Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.forumadvokater.dk

 



Markedet lige nu