Faderen overtog arven efter moderen - og det efterlader børnene med et problem.
24. januar 2011, 11:13
? Min mor døde i 2001, og jeg har hele tiden troet, at min far så sad i uskiftet bo, da der ikke er betalt arv efter min mor. Nu er min far død, og jeg får så at vide fra Skifteretten, at boet er udlagt til min far.
Min far efterlader sig ca. 450.000 kroner, og vi er fem søskende, der skal arve, og vi har jo troet, at der var dobbelt fradrag på 264.100 kroner, så der ikke skulle betales afgift.
Kunne vi i forbindelse med vores mors død have gjort noget?
Med venlig hilsen J.
! Når boet er udlagt til din far, så er det formentlig, fordi der har været tale om et såkaldt ægtefælleudlæg efter dødsboskiftelovens § 22: Den længstlevende kan få boet udlagt til sig, hvis der ikke er noget at udbetale til andre arvinger. Ægtefællen skal så påtage sig ansvaret for afdødes gældsforpligtelser. Den længstlevende ægtefælle altid har ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med hans eller hendes boslod og arvelod og særeje udgør indtil 630.000 kroner, hvis dødsfaldet er sket i 2009, og indtil 650.000 kroner, hvis dødsfaldet er sket i 2010. Hvis den førstafdøde ægtefælle er død før 1. januar 2008, og den længstlevende begærer det uskiftede bo skiftet i 2010, udgør beløbsgrænsen 230.000 kroner.
Hvis jeres far havde været opmærksom på reglerne, så kunne han have valgt at sidde i uskiftet bo, og så ville I have haft to bofradrag: Bofradrag er et beløb, der fratrækkes, før afgiften beregnes, og der spares altså boafgiften af beløbet.
Hvis jeres far havde siddet i uskiftet bo, ville I altså helt have kunnet slippe for afgift. Længstlevende har ret til at benytte ægtefælleudlægsreglen, så juridisk har I ikke kunnet gøre noget, men mon ikke jeres far ville have lyttet til et godt råd?
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk


























































