Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Er det rigtigt, at børn ikke altid arver?

Kan det passe, at der i nogle tilfælde ikke udbetales tvangsarv til børn?

? Jeg har hørt om en regel, hvorefter tvangsarv ikke skal udbetales til børn, altså så ægtefællen arver alene.

Og det skulle være uden, at der er lavet testamente?

Med venlig hilsen A.

! Den er god nok: Der findes i dødsboskiftelovens § 22 en regel, som sikrer længstlevende ægtefælle en vis grund-arv. Det kaldes et "ægtefælleudlæg" – et lidt mærkeligt ord. Det betyder, at længstlevende ægtefælle får en sum, hvor politikerne har sat grænsen sådan, at hvis grænsen ikke overstiges, så er det et rimeligt beløb til sikring af længstlevende. Og så får børnene ikke noget. Det betyder altså, at tvangsarvereglerne ikke gælder i den situation. Denne model er et godt alternativ til uskiftet bo, som jeg af flere grunde ikke er varm tilhænger af.

Ægtefællen skal påtage sig ansvaret for afdødes gæld og forpligtelser. Grundarven er på 650.000 kroner, hvis dødsfaldet er sket i 2010. Hvis afdøde ægtefælle er død, før den ny arvelov trådte i kraft 1. januar 2008, er beløbet dog 230.000 kroner.

Formuegrænsen – de nævnte beløbsgrænser - beregnes efter nettoformuen, altså når al gæld er fratrukket.

Jeg vil lige omtale reglerne om opgørelse. Det er ikke helt ligetil. Hele fællesformuen og både afdødes og længstlevendes fuldstændige særeje indgår ved beregningen.

Hvis førstafdøde er død før 1. januar 2008, skal livs- og ulykkesforsikringssummer, som udbetales til den længstlevende som begunstiget uden om boet, ikke regnes med. Det samme gælder rate- og kapitalpensionskonti, som udbetales til længstlevende som begunstiget uden om dødsboet. Får længstlevende udbetalt en forsørgertabserstatning efter førstafdøde, skal dette beløb formentlig ikke medregnes i beløbet, og det samme gælder længstlevendes pensionsrettigheder.

Hvis førstafdøde er død efter 31. december 2007, skal forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, som længstlevende får i anledning af dødsfaldet medregnes ved beregningen (både sumudbetalinger og løbende livsbetingede ydelser). Værdien af rateforsikringer og ratepensioner skal ifølge bemærkningerne opgøres ved en sammenlægning af ydelserne i garantiperioden. Efterløn og efterindtægt til længstlevende efter tjenestemandspensionslovens § 20 og efterlevelsespension efter lov om social pension § 48 skal formentlig medregnes ved beregningen af suppleringsarven, hvilket dog ikke er omtalt i bemærkningerne til loven.

Er bopælen afgørende ved skilsmisse og arv?

Beregningen er ikke let - helt i stil med vores gennemførte bureaukrati. Hvis resultatet er, at der er f.eks. 620.000 kroner, så arver længstlevende dette beløb. Det gælder også, selv om der er lavet testamente, og du har derfor ret i, at tvangsarvereglerne her sættes ud af kraft.

Hvis regnestykket viser, at der for eksempel er 800.000 kroner, så ville en deling mellem længstlevende og børn normalt være 400.000 kroner til længstlevende ægtefælle (såkaldt boslod), mens den anden halvdel falder i arv med halvdelen til ægtefællen og halvdelen til børnene, det vil sige 600.000 kroner til ægtefællen. Men her kan ægtefællen benytte reglen som et supplement til arven, så ægtefællen får 650.000 kroner og børnene må nøjes med 150.000 kroner.

Men hvad sker så, hvis længstlevende siden opdager, at førstafdøde havde en større gæld? Så hæfter længstlevende, men har nu mulighed for at bakke ud af hæftelsen mod at tilbagelevere det modtagne. Der gælder ikke nogen bestemt tidsgrænse for denne fritagelsesmulighed. Dog kræves, at den, der vil "af krogen" reagerer hurtigst muligt ved at bede skifteretten om at behandle boet som bobestyrerbo.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu