Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Brevkasse: Manden hæfter alene for gæld i fælles hus

Giver det problemer, at den ene kæreste hæfter for hele gælden i det fælles hus?

?
Jeg har for halvandet år siden købt mig ind i min kærestes hus, sådan at vi ejer 50/50. Alt blev ordnet igennem advokat. Vi er nu ved at se på det rentemæssige, fordi jeg undrer mig over, at skat ikke har registreret noget.

Det viser sig så, at vi godt nok er fælles om ejerskabet af boligen, men at det kun er min kæreste, der hæfter for gælden. Netop derfor har han også alle rentefordelene. Men det er ikke rentefordelene, vi går op i. Det er fint nok for mig, at han har dem, da han er førtidspensionist og derfor i forvejen ikke har nogen stor udbetaling.

Mit spørgsmål er mere, om det har andre konsekvenser for os nu som i fremtiden i forhold til alt, hvad der kan forekomme i et samliv. Ingen kender jo dagen i morgen. Vi har et ønske om at sikre hinanden mest muligt.

Med venlig hilsen
X

!

Jeg kan ikke af din mail se de nærmere omstændigheder, men dit spørgsmål giver mig anledning til at svare mere generelt. Det afgørende for ejerskabet er, hvem der er ejer, og dette bør fremgå af tingbogen. Når I ejer 50-50 skal dette fremgå af tingbogen, og når jeres advokat har stået for dette, tror jeg, det er i orden. I bør tjekke det ved at indhente en tingbogsattest.

Jeg forstår ikke, hvis I er ugifte og din medejer får det fulde rentefradrag. Det lyder forkert. Og hæftelsesproblematikken lyder heller ikke rigtig. Normalt vil der blive kræve hæftelse fra begge ejere. Du bør tjekke de papirer, I har skrevet under, og tage kontakt til jeres advokat og få en forklaring.

Må jeg benytte lejligheden til at svare på et spørgsmål, jeg ofte får i brevkassen: betyder det noget om kun den ene af to ægtefæller er tinglyst ejer af huset og der er fælleseje. Svaret på det er ja og nej. Hvis huset er tinglyst i mandens navn, så tilhører det mandens bodel. I tilfælde af skilsmisse opgøres mandens og kvindes bodele. Positive bodele skal deles, mens negative bodele ikke deles. Hvis begge ægtefæller har positive bodele - altså ejer mere end der skyldes væk - betyder det ikke noget, at huset kun er anført i den enes navn. Den samlede positive formue skal deles med halvdelen til hver.

Hvis husejeren derimod samlet har en negativ formue, så vil den anden ægtefælle ”miste” huset i en deling enten på grund af dødsfald eller skilsmisse. Det er altid en god idé at gøre bevidst valg om hvem der ejer huset. Nogle vælger f.eks. at lade den ene ægtefælle drive virksomhed med dertil knyttet risiko, mens den anden ægtefælle ejer huset. Det kan der skrives romaner om - mit formål her er at gøre opmærksom på, at du skal kende ejerforholdene om jeres store aktiver og tillige betydningen af hvem der ejer hvad.

Med venlig hilsen
Advokat Allan Ohms
Forumadvokater

Spørg advokaterne!

Skriv til brevkassen@dinepenge.dk, hvis du har et juridisk relateret spørgsmål til vores advokater fra Forum Advokater. Dine spørgsmål bliver anonymiseret, og vi forbeholder os ret til at bringe dem samt svaret i Berlingske Medias publikationer. Men vi garanterer ikke svar på alle spørgsmål.

 




Markedet lige nu