Hver tredje i landets yderkommuner har ingen erhvervsuddannelse og får det svært, når en stor mængde ufaglærte job forsvinder i de kommende år.
26. april 2010, 08:06 – opdateret 26. april 2010, 08:13
Tæt på hver tredje af de erhvervsaktive voksne i landets yderkommuner - de 16 kommuner, som regeringen betegner som yderkommuner - har ingen erhvervsuddannelse.
Det viser beregninger, som DR Nyheder har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Situationen er alvorlig, fordi 190.000 ufaglærte job vil forsvinde i løbet af 10 år, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Tallene viser også, at yderkommunerne halter efter resten af landet.
I landets yderkommuner er der 30 procent flere uden en erhvervsuddannelse i forhold til landsgennemsnittet. Og hele 50 procent flere end i de fire største byer.
På Als - der er en af yderkommunerne - siger A-kasseleder Hanne Petersen fra 3F, at uddannelse er eneste vej frem:
- Ellers får vi en hel del tabere, som er de ufaglærte, siger hun.
/ritzau/


























































