Skal Fitness.dk sælges? Skal fodboldspillerne have mindre i løn? Og hvordan får vi flere gæster i Lalandia? Parken venter overskud i 2010, men underholdningskoncernen balancerer fortsat på afgrundens rand, og en ny direktør står over for en række svære beslutninger.
1. september 2010, 05:00
Når den nye direktør, der skal efterfølge afskedigede Dan Hammer, sætter sig til rette i chefstolen i Parken, står der én overordnet ting på to do-listen: Gør det til en overskudsforretning.
Læs også: TDC-mand på banen i Parken
Men det er ikke et punkt, man sådan lige får strøget fra listen. Underholdningskoncernen venter plus på bundlinjen i 2010, men det er magert, og Parken Sport & Entertainment er fortsat en svækket virksomhed med store udfordringer.
Læs også: Bestyrelse blokerer for ny Parken-direktør
»Det helt store problem er stadig gælden, som er på mere end halvanden million. Renterne tager det meste af overskuddet, og får man ikke forbedret forretningen og tjener flere penge, har Parken ikke mere end to-tre år tilbage som selvstændig virksomhed,« spår Morten W. Langer, der er redaktør på AktieUgebrevet.
Underskud på fodbold
Parken kan godt klare skærene, understreger han, men det kræver, at en ny direktør tager stilling til ubehagelige spørgsmål som dette: Skal man acceptere kontinuerlige underskud i fodboldforretningen FCK?
Champions League-kvalifikationen har skaffet koncernen en indtægt på 100 millioner kroner, men i første halvår alene lå lønningerne på 60 millioner kroner. Og derfor er fodbolden et oplagt sted at skære, hvis man altså tør, siger Morten W. Langer.
»Det er selvfølgelig en afvejning. Skal man satse på fodbolden med alt, hvad det indebærer af dyre spillerindkøb og lønningerne og så satse på at komme med i Champions League igen? Eller skal man skære og sige, vi må kunne gøre det for mindre midler?«
Et andet svært spørgsmål, der venter en ny topchef er et, han ikke selv vil kunne svare på. Nemlig, hvad sker der med forbruget? Parken er følsom over for forbrugernes lyst til at spendere i badelandet Lalandia og skal derfor sikre, at gæsterne strømmer til sommerhusene og det tropiske badeklima, uanset om de har fået SP-penge og skatte-lettelser eller ej. Og endelig skal en ny direktør turde spørge: Er der noget, vi kan få mere ud, af ved at sælge det?
»Da Flemming Østergaard sad ved roret, var mange af forretningsdelene hjertebørn, men det gælder ikke længere. Så det er med at se, om man kan få en ordentlig pris for det,« siger redaktør Morten W. Langer og understreger at det ikke kun er bestyrelse og aktionærer, der vil vente spændt på hvad en ny direktør sætter i gang.
»I sidste ende står der en bankforbindelse som gerne vil have sine penge tilbage.«






























































