Paul Hogan – bedst kendt som Crocodile Dundee – har fået forbud mod at forlade Australien, fordi han har snydt i skat.
27. august 2010, 07:24 – opdateret 27. august 2010, 07:26
Der var ingen smil på læben, da den 70-årige Paul Hogan – kendt som Crocodile Dundee – for nylig landede i sit hjemland Australien. Han blev nemlig mødt af skattevæsnet med anklager om manglende skatteindbetalinger af indtægter på 340 millioner kroner.
Paul Hogan bor i dag i USA, men er altså nu stavnsbundet i hjemlandet Australien. Han nægter at være skatteunddrager og siger til BBC, at han har »betalt rigeligt med skat i Australien«.
Skuespillerens advokat er skuffet over, at myndighederne har stemplet Hogan som en person, der kunne finde på at flygte fra en ubetalt regning.
»At holde Paul Hogan væk fra kone og barn har knust ham, og han håber, at forhandlingerne med skattemyndighederne kan foregå, mens han samtidig får lov til at tage hjem til familien,« siger advokaten.
Paul Hogan bor i Los Angeles sammen med Linda Kozlowski, der var hans kvindelige modpart i filmen Crocodile Dundee.

























































