Skarp kritik af ledelsen i Cimber Sterling

Dansk Aktionærforening kritiserer nu skarpt ledelsen i Cimber Sterling for billet-sagen, hvor medarbejdere lænsede konkurrenten Norwegian for billige billetter under falske navne, som fx. Anders And.

Der rejses nu skarp kritik af ledelsesstilen i Cimber Sterling fra både headhuntere og danske småaktionærer, skriver dagbladet Børsen.

»Det er et helt forkert signal at sende at chikanere en konkurrent, og man spørger sig selv hvad det næste, som organisationen i Cimber Sterling kan finde på, er,« siger Charlotte Lindholm, der er formand for Dansk Aktionærforening.

Tirsdag kom det frem at i hvert fald seks medarbejdere havde bestilt over 650 billetter til en krone stykket, som de ikke har anvendt. Billetterne var bestilt i navne som Anders And, Fedtmule og Dronning Margrethe, hvilket bekræfter mistanklen om chikane mod Norwegian. Charlotte Lindholm råder Cimber Sterling til straks at lægge afstand til eventuelle flere »løstgående missiler« i organisationen og håber, at Dansk Aktionærforenings medlemmer har tænkt sig godt om, inden de eventuelt købte Cimber Sterling-aktier i forbindelse med flyselskabets børsnotering i begyndelsen af december sidste år.

Blandt headhuntere har sagen også vakt opsigt.

»Jeg synes, at man kan sidestille de seneste dages sagsforløb med jægerbogen fra forsvaret. Handlingen virker ikke så moden,« siger Troels Gjerrild, der er adm. direktør i headhunterfirmaet Ray & Berndtson. I sagen om jægerbogen var forsvarsminister Søren Gade (V) ude og forsvare sine medarbejdere for senere at finde ud af, at der var blevet løjet for ham. Det kostede flere medarbejdere i Forsvarskommandoen jobbet, heriblandt forsvarschefen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu