Stones Invest undersøges nu for bedrageri og skattesvig for op mod fire mia. kroner.
22. januar 2010, 06:40
Konkursen i finansmanden Steen Gudes forretningsimperium Stones Invest med banklån for mere end 3 mia. kr. er ifølge dagbladet Børsens oplysninger blevet overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, kaldet bagmandspolitiet, på grund af mistanke om bedrageri og skattesvig.
Her har efterforskerne i et par uger været i gang med at kortlægge pengestrømmene ind og ud af koncernen, der før konkursen 18. september 2008 rummede aktiver bogført til 4 mia. kr. bestående af alt fra detailbutikker over fly til ejendomme, oplevelsescentre og aktier. Ud over bagmandspolitiet er Skat blevet inddraget i sagen, oplyser en kilde med kendskab til processen, som ikke ønsker sit navn i avisen, men hvis identitet er avisen bekendt.
Ifølge Børsens oplysninger bliver overdragelsen offentligt kendt, når de advokater, der har gransket konkursen, indsender deres næste redegørelse til Sø- og Handelsrettens skifteafdeling, hvilket ifølge planen sker i begyndelsen af februar. En kilde med kendskab til kuratorernes granskning siger, at det nu vil være oplagt for bagmandspolitiet at undersøge, om der er foregået bedrageri overfor banker i forbindelse med optagelse af de store lån.
En anden kilde med kendskab til processen peger på, at Skat nu skal se, om Steen Gude har svaret korrekt skat af alle de indtægter, han har modtaget fra Stones Invest. Steen Gude selv afviser, at der skulle være noget at komme efter for bagmandspolitiet ved en efterforskning.
»Jeg ved ikke, hvad det skulle være for, men hvis der er nogen, der mener, vi har gjort noget ukorrekt, må vi stå til ansvar for det. Længere er den ikke. Jeg har intet at skjule, og jeg vil ønske politiet vil stille mig de spørgsmål, hvis der er noget, de er i tvivl om,« siger Steen Gude.
Han var storkunde i Roskilde Bank med en låneramme på 600 mio. kr. Dertil kommer gældsposter til 20-25 banker. Allerede kort tid efter konkursen blev afsagt, stod det klart, at bankerne, der samlet havde lånt for mere end 3 mia. kr. ud til Steen Gudes forretninger, stod til milliardtab på konkursen i Stones Invest.



























































