Rigmændene Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen står skulder ved skulder i Parken, hvor de begge er storaktionærer, selv om forskellene på dem er enorme.
27. maj 2010, 09:20 – opdateret 27. maj 2010, 09:33
Skjærbæk råber og raser. Karl Peter beroliger. Og udglatter. Rollefordelingen er klar, når Parken-bestyrelsen sætter sig om bordet for at diskutere tingene igennem.
Det er den tidligere chef for bremsevirksomheden Svendborg Brakes, Erik Skjærbæk, der altid tager têten, kommer med forslag, bemærkninger og ikke er bleg for at give sin holdning til kende. Og temperamentet koger ofte over.
Ved hans side sidder Karl Peter Korsgaard Sørensen. Stifter og mangeårig direktør i KPK Døre & Vinduer, der er hans vidt forskellige våbenbror. Her er ingen kontante krav, højrøstede protester eller store armbevægelser. Altid rolig og fattet og klar til at tage brodden af sin iltre makker.
Læs også: Farcen i Parken når nye højder
»Der er ingen tvivl om, at det er Karl Peter, der er den rolige af de to. Han farer aldrig op men reder i stedet trådene ud, hvis Skjærbæk har haft en uoverensstemmelse med et medlem af bestyrelsen. Men det er Skjærbæk, der kommer med ideerne,« siger en kilde tæt på Parkens bestyrelse om det opsigtsvækkende makkerpar.
Forsigtighed frem for alt
Den vidt forskellige personlighed til trods, har de to magtfulde Parken-aktionærer dog masser til fælles. Hver for sig har de bygget en virksomhed op fra grunden og solgt den igen med en guldrandet fortjeneste. For Erik Skjærbæks vedkommende var det kapitalfonden Doughty Hanson, der stod klar med en milliardcheck for hans Svendborg Brakes, mens makkeren Korsgaard i 2007 solgte sit livsværk, KPK Døre & Vinduer, til vindueskoncernen Inwido.
Trods den store gevinst på over en halv milliard kroner for salget af sin virksomhed beholdt Karl Peter Korsgaard Sørensen benene solidt plantet i mulden og pengene hjemme under sengen. Gevinst eller ej, så er han ikke manden, der kaster om sig med penge og investerer i projekter, der stritter i alle verdenshjørner.
Læs også: Parken-formand bekræfter at Don Ø er frataget æren
Det er Erik Skjærbæk imidlertid ikke bleg for, og ud over sin succesrige virksomhed har bremsebossen gennem årene kastet sig ud i en lang række projekter, senest da han flyttede til Luxembourg for at etablere et firma, der skulle yde hjælp og rådgivning til danskere, der gerne ville flytte uden for landets grænser.
Store armbevægelser
Armbevægelserne har altid været en smule større end gennemsnittets, og til sin 50 års fødselsdag sidste år lejede Erik Skjærbæk Svendborg Hotel en hel weekend og holdt en enorm festmiddag på Valdemar Slot, hvor Søren Pilmark og Henning Stærk dryssede stjernestøv ud over det storstilede arrangement.
Alt var på milliardærens regning. Selv kvindernes shoppingtur i Svendborgs gågade lørdag formiddag var sponsoreret af den stenrige fabrikant.
Læs også: Rigmænd ydmyger og stripper Don Ø for ærestitel
På samme måde er den tidligere maskinmester ikke bleg for at gå forrest, når der skal diskuteres i Parkens bestyrelse. Efter at have overtaget knap halvdelen af den fallerede spekulant Patrick De Velas store aktiepost på godt 30 procent har den temperamentsfulde milliardær således et stærkt mandat, som han ikke er bleg for at bruge til enten at komme med nye forslag eller stille krav til formand Lars Johansen, der afløste Flemming Østergaard i slutningen af april i år.
Falske forudsætninger
Det er derfor Erik Skjærbæk, der er gået forrest de seneste par måneder, hvor der på ny er opstået drama i den velkendte underholdningskoncern, der i efteråret måtte skuffe investorerne med et tab på en kvart milliard kroner.
To af de investorer, der var mere end blot skuffede, var Karl Peter Korsgaard Sørensen og ikke mindst Erik Skjærbæk. De var blevet lovet overskud af daværende formand Flemming Østergaard, der havde fået mandat af storbanken Nordea til at finde en køber til spekulanten Velas store aktiepost.
Læs også: Parkens storaktionærer rundbarberet siden aktiekøb
Senest har skuffelsen over det rystende underskud både sidste år og i indeværende år blandt andet fået Erik Skjærbæk til at kræve, at Parken inddrager den tidligere formands æresmedlemskab. Med opbakning fra Korsgaard naturligvis.






























































