Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Onlinespil for 220 milliarder kr.

På trods af juridiske problemer er online-spil vokset til en gigantisk industri. De store online-spilleselskaber er milliarder værd, og samlet set vurderes spilleoverskuddet fra online-spil sidste år at være på 220 milliarder kr.

Et af de bedste væddemål man kunne gøre online det sidste år var at købe aktier i online-spilleselskaber.

For eksempel er den østrigsk-baserede spillegigant Bwins aktiekurs det seneste år steget med solide 133,33 pct. Dermed har selskabet fået en børsværdi på solide 11,9 milliarder kr. Og der har gennem længere tid verseret rygter om en fusion mellem Bwin og den britiske konkurrent Partygaming, der er 9,7 milliarder kr. værd.

Ifølge nyhedsbureauet Six vurderer analytikere, at online-spillemarkedet i 2009 genererede et spilleoverskud på 40,9 milliarder dollar, eller 220 milliarder kr., og at det tal vil vokse til 43,4 milliarder dollar i 2012.

Regnskaberne viser da også, at spilleselskaberne, i modsætning til spillerne, stort set vinder hver gang. I dag har svenske Unibet afleveret årsregnskabet. Unibet er efterhånden et betydeligt selskab på den svenske børs, med en markedsværdi på 6 milliarder svenske kr.

I 2009 genererede Unibet et spilleoverskud på godt 1,6 milliarder svenske kr., eller 1,2 milliarder danske kr., og det gav et driftsoverskud på en halv milliard svenske kr., og et overskud efter skat på 319 mio. svenske kr.

Milliardværdierne bliver skabt, selv om online-casinoer, online-poker og andre online-spil stadig i stort omfang er i en juridisk gråzone. De fleste europæiske online-selskaber er juridisk set placeret i Gibraltar, fordi politikerne fortsat ikke er meget for online-spil, blandt andet fordi det er svært at beskatte.

Særligt i USA bliver der skredet hårdt ind over for online-spilleselskaber, men så sent som i går måtte Cristiano Ronaldo og de andre stjernespillere fra Real Madrid spille med blanke hvide trøjer, da fodboldholdet var på besøg hos Lyon. Real Madrids trøjesponsor er nemlig Bwin, men i Frankrig er det forbudt at reklamere for onlinespil.

 




Markedet lige nu