Nationalbankdirektør venter svag fremgang

Den økonomiske politik vil begynde at virke i 2010, vurderer Nils Bernstein, direktør for Nationalbanken. Optimismen skyldes blandt andet et stigende forbrug.

Der er kommet mere gang i forbruget, og regeringens politik er begyndt at virke.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein uddeler nu ros til regeringen, der ellers har en del at bakse med i øjeblikket. Det skriver dagbladet Børsen.

Han siger i forbindelse med åbningen af VL-døgnet, at der nu er ved at komme mere fut i forbruget, og det kan fortsætte. Dermed kan der snart skabes økonomisk fremgang igen.

- I 2010 bliver der både plads til øget opsparing og til øget forbrug. Politikken vil vise sig at virke, siger Nils Bernstein.

Udtalelsen kommer i kølvandet på nationalbankens vurdering af de nyeste tal for privatforbruget.

- Ifølge de seneste tal stiger forbruget. Og julehandlen gik også fint. De tal, som PBS sender ud (for dankortomsætningen, red.) viser, at forbruget i januar steg med 5 procent i forhold til januar sidste år, når der tages højde for antallet af arbejdsdage, siger han ifølge avisen.

/ritzau/

 



Markedet lige nu