Danske banker og realkreditinstitutter hvæsser kløerne for at krybe uden om de skærpede krav til kapitalstyrke - Basel III - der kan blive en realitet fra 2012
8. juli 2010, 06:37 – opdateret 8. juli 2010, 06:40
En task-force bestående af repræsentanter fra danske banker og realkreditinstitutter forsøger således netop nu at påvirke magtfulde organisationer særligt i USA og England.
Vicedirektør i Realkredit Danmark Klaus Kristiansen og underdirektør i Nykredit Jesper Berg er netop kommet hjem fra en charmeoffensiv i den engelske centralbank, Bank of England, samt det engelske Finanstilsyn, FSA. »Vores taktik er stort set at tale med alle dem, der gider høre på os.
Reglerne er undfanget i Basel-Komitéen, hvor Danmark ikke har nogen plads. Derfor er vi nødt til at tale med andre, der har en plads. I det omfang, at vi kan få en dialog, vil vi selvfølgelig gerne have det,« siger Klaus Kristiansen. Går ønskerne i opfyldelse, bliver de amerikanske finansmyndigheder næste destination for charmeoffensiven fra den danske finanssektor. Det skriver Dagbladet Børsen.
»Der er enkelte mennesker i USA, der har et næsten kærligt forhold til danske realkreditobligationer - f.eks George Soros - og nogle enkelte akademikere. Men ellers er der jo ingen, der kender os,« siger Jesper Berg, der tidligere afdelingschef i Nationalbanken og nuværende chef for regulering og rating i Nykredit.
Indtil nu er forsvaret for det danske system mest af alt foregået på EU-niveau, men med den nye taktik skal den danske sag nu fortælles til de relevante myndigheder i de lande, der er medlem af Basel-Komitéen. Basel-Komitéen hører under Bank of Internationanal Settlement (BIS) - populært kaldet centralbankernes centralbank - og målet med de nye kapitalkrav er at forebygge fremtidige finanskriser.
Umiddelbart mener han, at besøget hos de engelske finansmyndigheder er forløbet fornuftigt.
»Vi oplever lydhørhed. Omvendt er det også klart, at hensynet til Danmark ikke må ødelægge sigtet med mere sikkerhed i systemet,« siger Jesper Berg.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten