Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

FIH Erhvervsbank ud med kæmpetab

Banken taber 147 mio. før skat - men venter fortsat vending i 2010

Koncernen FIH Erhvervsbank kom ud af 2009 med et underskud på 147 mio. kr. før skat og 12 mio. kr. efter skat - lavere end det ventede ved udgangen af tredje kvartal. I 2008 fik banken et resultat før skat 208 mio. kr. og et nettooverskud på 184 mio. kr. For 2010 er der usikkerhed, men der ventes et nettooverskud på "i størrelsesordenen 300 mio. kr."

"Årets resultat er acceptabelt, når der tages hensyn til den makroøkonomiske udvikling. Samtidig har udviklingen i kvartalsresultaterne været positiv," skriver banken.

Resultatet for 2009 er præget af høje nedskrivninger, der udgjorde 1177 mio. kr., heri indgår en hensættelse på 208 mio. kr. på garantien stillet under Bankpakke I. FIH Erhvervsbank fremhæver dog, at nedskrivningerne i andet halvår er væsentligt lavere end i første halvår.

En væsentlig del af FIHs nedskrivninger i 2009 hidrører fra forretningsområdet Structured Finance.

"Nedskrivningerne i Structured Finance vedrører få virksomheder og er relaterede til finansiel rekonstruktion af disse," oplyses det i regnskabet.
Solvensprocenten opgjort efter standardmetoden er ved udgangen af 2009 13,8 pct. og det individuelle solvensbehov er opgjort til 9,8 pct.

"Usikkerhed om FIHs ejerforhold og Moody’s rating medfører, at FIH ikke har adgang til obligationsmarkederne for efterstillet gæld," fremhæver banken.
FIHs ejerforhold er fortsat uafklaret, efter at moderselskabet, Kaupthing Bank hf., i efteråret 2008 blev sat under administration af den islandske stat.
For 2010 venter FIH et overskud. Der ventes et resultat på ca. 1,1 mia. kr. før nedskrivninger og skat.

"Der er stor usikkerhed om nedskrivningerne for 2010, som på nuværende tidspunkt forventes i niveauet 700 mio. kr. inklusive hensættelse til tabsgaranti til Det Private Beredskab," oplyser FIH Erhvervsbank.

Og under forudsætning af nedskrivninger på 700 mio. kr. vil resultatet efter skat blive "i størrelsesorden 300 mio. kr." mod et underskud på 148 mio. kr. i 2009.

 




Markedet lige nu