Don Øs dobbeltrolle var ikke god ledelse

Flemming Østergaards dobbeltrolle i Parken som både konsulent og bestyrelsesformand var en uskik, mener ledelsesekspert. Bestyrelsen burde have grebet ind.

1 Kommentar

Bestyrelser er til for at føre kontrol med direktionen. Derfor handler god ledelsesskik blandt andet om holde bestyrelsen væk fra den daglige ledelse, siger Anders Drejer, professor og ledelsesekspert fra Handelshøjskolen i Århus.

Derfor er Anders Drejer heller ikke i tvivl om, at Parkens øvrige bestyrelse svigtede sit ansvar ved at godkende Flemming Østergaards dobbeltrolle som både konsulent og bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment.

- God ledelsesskik handler om at adskille bestyrelsen fra den daglige drift. Det er usædvanligt, at Østergaard åbenlyst får mange penge for at deltage i den daglige drift, mens han skal kontrollere sig selv, siger han.

Flemming Østergaard fik over 58.000 kroner om dagen som bestyrelsesformand. Samtidig fik han 11 millioner kroner i 2006/07, 4,5 millioner kroner i 2008 og 2,2 millioner kroner i 2009 i konsulentbistand, da Parken opkøbte fitness.dk, Lalandia i Billund og planlagde en ny arena.

Familien Danmark har i realiteten været med til at betale Østergaards løn, for LD - tidligere Lønmodtagernes Dyrtidsfond - er med en aktiepost på 30 procent storaktionær i Parken. Og de burde have forholdt sig mere kritisk, mener professoren.

- De burde have haft en mere aktiv rolle - det er uomtvisteligt. Dels er det nu gået galt, og dels er der nu en sag, der er svær at forklare, siger han.

Ifølge Anders Drejer vil det kun i helt ekstraordinære situationer være acceptabelt, at et bestyrelsesmedlem indtager direktionsgangen. For eksempel hvis direktøren pludseligt går af, og der skal bruges en erstatning i en overgangsperiode.

Professor Caspar Rose fra CBS kalder også konstruktionen i Parken for "højst usædvanlig". Men han påpeger, at den skal ses i sammenhæng med den tid, det foregik i.

- LD har måske haft svært ved at sætte spørgsmålstegn ved Flemming Østergaards bijobberi, for aktiekurserne kendte kun en vej, og det var op, siger han.

Parkens økonomi var i fin form, indtil projekterne begyndte at falde på gulvet og finanskrisen satte ind. Parken fik sidste år et underskud på i omegnen af en kvart milliard.

- Hvis det viser sig, at Flemming Østergaard ikke har været pengene værd, er det et klart problem for Parken og den øvrige bestyrelse, fordi de på den måde har ladet stå til. Men det er svært at vurdere, om han har været pengene værd, siger Caspar Rose.

LD's direktør Carsten Koch, som trådte til i april 2009, ønsker ikke at kommentere Flemming Østergaards dobbeltrolle.

- Nu ser vi fremad, siger han.

LD satte i slutningen af 2009 en række betingelser for at deltage i den aktieudvidelse på en halv milliard kroner, som skal være med til at redde Parken.

Det betød blandt andet stop for særlige bonusser og aktieoptioner til Flemming Østergaard, ligesom hans rolle i bestyrelsen skulle "normaliseres".

I mellemtiden - i februar 2010 - trak Flemming Østergaard sig som bestyrelsesformand.
Han nægtede i den forbindelse at bære hele ansvaret for, at overskud er forvandlet til underskud i Parken.

- Det har været fremstillet, som om jeg kørte over alt og alle. Der er ikke en eneste beslutning, som bestyrelsen og hovedaktionæren LD ikke har været med inde over, sagde han.

/ritzau/

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Don østen for solen....

Der blev, allerede for år tilbage, også i avisernes erhvervsartikler, gjort mærksom på, at aktionærer ikke ustraffet sætter en ustyrlig bestyrelses-ræv ind i et direktions-hønsehus...Nordisk fjer....

'Parken' og konsorter ligger nu som de har redt, og Fl. Øst emigrerer formentlig hurtigst muligt sit fede udbytte til et skattely, efter sit hemningsløse, accellerende plyndringstogt , også mod os sagesløse skatteydere.



Markedet lige nu