Der bliver ingen straf til de Cimber-ansatte, der har sat sig på over 650 billetter til en krone hos Norwegian under falske navne som fx Anders And. Norwegian er selv ude om det, siger Cimber-direktør.
19. januar 2010, 08:26
Der bliver ingen reprimander, løftede pegefingre eller nye restriktioner for de Cimber Sterling-medarbejdere, som ifølge Dagbladet Børsen har storkøbt tilbudsbilletter hos konkurrenten Norwegian i falske navne. Det siger administrerende direktør Jacob Krogsgaard til RB-Børsen, som samtidig understreger, at han ikke selv kunne finde på at gøre det.
"Jeg ville ikke selv gøre det, men omvendt ville jeg heller ikke selv gå ud og sælge billetter til 1 kr. inklusive afgifter, hvilket er betydeligt under kostprisen," siger Jacob Krogsgaard til RB-Børsen.
Så du mener i virkeligheden, at Norwegian selv er ude om det ?
"Jeg vil sige, at jeg talte med en journalist, der havde været med på turen, som havde siddet ved siden af to drenge, som havde købt billetter. Da han spurgte dem, hvorfor de rejste, så sagde de, at de ikke havde prøvet at flyve før, så nu fløj de til København og tilbage for 2 kr. De fløj over og tilbage med det samme. Hvis det er den type mennesker, der har booket billetter, så er jeg helt sikker på, at der er mange, der er udeblevet, fordi de har fundet ud af, at de ikke lige kunne komme afsted alligevel," siger Jacob Krogsgaard.
Sagen drejer sig om, at ledende medarbejdere og medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i Cimber Sterling ifølge Norwegian har købt op mod 650 af 3000 udbudte billetter til 1 kr. under falske navne som Anders And. Cimbers direktør understreger, at de pågældende i så fald har gjort det som privatpersoner, og at det ikke har været firmaets politik.
"Det er Norwegian, der har sat prisen, og det er Norwegian, der har besluttet sig for, om der skulle være restriktioner på hvor mange eller få billetter, man må købe. Jeg synes, at alle forbrugere skal have lige adgang til de tilbud, som os selv og andre selskaber vælger at sætte i markedet," siger Jacob Krogsgaard.
Direktøren vil derfor ikke tage skridt for at sikre, at Cimber undgår den slags omtale i medierne ved at indskærpe over for sine medarbejdere, at man ikke må gøre den slags.
"Jeg ville ikke gøre det, og jeg ville aldrig opfordre nogen til at gøre det. Men jeg synes, at man må have en grænse for, hvad man blander sig i, hvad folk bruger deres penge på eller ej," siger Jacob Krogsgaard.
Den aktuelle sag er blot den seneste i en offentlig krig mellem de to flyselskaber, som kæmper en indædt kamp om det danske luftfartsmarked.





































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten