Storfilmen skovler penge ind
21. december 2009, 08:15
Stjerneinstruktøren James Cameron og produktionsselskabet Twetieth Century Fox satser hårdt på, at storfilmen Avatar ender med en god placering på listen over de bedst indtjenende film nogensinde. Filmen har været rekorddyr at producere, og markedsføringsbudgetterne slår ligeledes alle rekorder.
Efter premieren ved midnat mellem torsdag og fredag viser de amerikanske opgørelser, at filmen har omsat for 73 mio. dollar (379 mio. kr.) i USA. Det er mere end Twetieth Century Foxs officielle forventninger på 50-60 mio. dollar, men en smule mindre end flere uafhængige iagtagere har forventet i dagene op til premieren.
LÆS OGSÅ: De største filmsucceser nogensinde
Den amerikanske åbningsweekend skal dog ses i lyset af, at weekenden har været præget af kraftige snefald på den amerikanske østkyst. Samtidig omsatte Avatar for 232,2 mio. dollar (1,2 mia. kr.) på globalt plan, viser et estimat fra Hollywood.com.
Omsætningen er den næsthøjeste nogensinde for en filmpremiere i december efter Will Smith-filmen "I am Legend".
Forventningerne til Avatar har været enorme i USA, og det er James Camerons første film siden Titanic. Selvom der er høje forventningerer er det kun de færreste, der regner med, at filmen kan slå Titanic på den samlede indtjening. Storfilmen fra 1997 indtjente i alt 1,8 mia. dollar (9,34 mia. kr.), hvilket gør den til den bedst indtjenende film nogensinde.


























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten